Råhygge i Cádiz og Andalusiens hovedstad (8)

Kate & Peters eventyr fortsætter nu i den sydlige del af Spanien.

Artiklerne er skrevet på basis af Kate og Peters egne optegnelser. Vi siger tak for deres velvillighed til at dele deres oplevelser med andre.

Ruten i denne artikel

 

Vi foretager vores sædvanlige byvandring i Cádiz' gamle bydel. Her går turen fra havnen rundt langs de gamle fæstningsanlæg mod havet.

Fæstningsanlæg og Castillo de Santa Catalina (klik i billederne for at se dem større)

Undervejs besøger vi et mindre fort Castillo de Santa Catalina fra 1600-tallet. Der er en flot udsigt over havet fra murene. Under Franco styret var det militært anlæg, men i dag bruges det til løbende  kunstudstillinger. Der er dog en stående udstilling til minde om en frygtelig episode i byens nyere historie. 

Her eksploderede et stort militært flåde ammunitionsdepot med miner og torpedoer den 18. august 1947. Eksplosionen dræbte mange mennesker og lagde en stor del af byen i ruiner. Og igen tænker vi tilbage på vores tid i Beirut – og den store eksplosion på havnen for et par år siden, som raserede et stort byområde og dræbte mange mennesker.

Hovedporten

Vi når frem til hovedporten, som i dag er adgangen til den ældre og yderste del af byen. Bortset fra containerhavnen som er ”bygget uden på” den gamle bydel. Mon ikke portene er blevet udvidet lidt – i dag går der 3 vognbaner ind og 3 vognbaner ud fra bydelen. Det var nok ikke tænkt ind i byggeplanerne, da porten blev opført.

Men de små gader findes i stor stil inden for murene. Og vi fik gået i en del af dem

Cádiz har selvfølgelig også et romersk teater. Kate har dog set gamle mursten nok, så det blev et meget hurtigt kig.

Vi får set den berømte domkirke Santa Iglesia Catedral der absolut er et besøg værd

Krypten under kirken er fantastisk

Udsigten fra kirketårnet fejler ikke noget, hvor man kan se 360 gr. ud over Cádiz

På turen gennem byen stødte vi på to disse gamle kæmper. Dejligt at se, at ikke alt bliver lagt ned, når der bygges. Faktisk er vi lidt imponerede over de mange åbne pladser, som vi ser i stort set i alle byer, store som små. Og der er altid en legeplads, uanset næsten hvor lille byen er.
 
Efter en lang og spændende dag rundt i Cádiz, kører vi om aftenen til Puerto Real lidt uden for Cádiz. Larmen fra havnen er ikke god for nattesøvnen, så vi har fundet en plads hvor der forhåbentlig er ro for natten.
 
Vi sætter os med benene oppe i sofaen med lidt godt til ganen og tænker lidt...

Vi har nået ét af vores mål, nemlig at se det sydligste punkt i Spanien, Tarifa. Vi har, siden midt september 2021, kørt 5.530 km for at nå Tarifa. Vi har jo ikke altid brugt den direkte rute.

Vi har, siden vi kørte fra Gibraltar, kørt ca. 170 km. på seks dage. Vores daglige gennemsnit stiger igen. Og det skal det vist også, hvis planen om at være hjemme i april/maj måned – altså i år - skal holdes.

Vi har fundet et dejligt roligt sted i Puerto Real, så vi nyder roen efter forrige nat i Cádiz, hvor vi lå og talte containere for at falde i søvn. Container-bilerne kører 25 m fra camperpladsen. Og belægningen lyder til at være mere end slidt, når de drøner forbi.

Vi får klaret lidt huslige pligter, som nok har svigtet lidt den sidste tid, hvor vi bare er suset afsted. Så skabet er fuldt af rent tøj, nullermændene er støvsuget op og det hele skinner. Dejligt hjem!

Vi bryder op og kører den korte tur til Jerez de la Frontera - Sherry-byen har vi læst.

Camperpladsen ligger næsten midt i et stort indkøbscenter lidt uden for byen, hvor alt kan fås.

Herfra bruger vi de næste dage på at trave ind til den gamle bydel og rundt i byen, spise nogle gode frokoster, og smage lidt på sherryen.

Det er dog ikke noget for os...

Men hvis man kan lide sherry, så er der muligheder her. Mange vingårde, har deres forædlingsindustri inde i den gamle bydel.

Mærket Tio Pepe er et af de mest berømte sherry mærker, får vi at vide, så vi siger høfligt buenos días til stifteren, da vi kommer forbi

Og selvfølgelig ser vi lidt gamle mursten, Alcazar de Jerez de la Frontera er et smukt sted at besøge

Nu skal vi altså til Sevilla. Vi starter ud og har fundet en rute, som fører os ud på de mindre veje. Vi tager vejen mod Mesas de Astra, fortsætter videre til Trebujena, og til Lebrija, hvor Kate finder en ”genvej” til A-8150 som fører os ud til La Señuela ved floden Guadalquivir. 

Her har vi bestemt, at vi vil spise frokost, inden vi skal videre op langs floden

De sidste 10 km. inden vores bestemmelsessted er det grusvej af den hullede slags , så farten er moderat.

Vi holder ved floden på en idyllisk plet ca. 25 m fra flodbredden og nyder frokosten og en gåtur en dejlig søndag sammen med de spanierne, som også søger sådanne steder. Vi beslutter at overnatte her.

Der er i dag jubilæum. Kate har opgjort, at vi i dag har overnatning nr. 400 i vores rullende hjem siden vi overtog camperen i maj 2020.

Næste morgen tæller vi proviant og drikkevand, vi kan klare et par dage eller tre. Og vi bliver boende de næste tre dage.

Observerer dyrelivet omkring os. Her er specielt mange storke, hvad vi finder fantastisk. Der er reder alle vegne i elmaster, kirkespir og udhæng og i træerne - og de er besat.

Storke og skibstrafik

Går ture langs floden og ind i land hvor der dyrkes mange slags afgrøder. Og som sædvanligt er der kunstvanding alle steder. Vi følger tidevandets bevægelser, som er tydelige på navigationsbøjerne i floden,  nyder solnedgangen over floden, og følger med i skibstrafikken. En sjov ting, at Sevilla som ligger langt inde i land, faktisk har en rimelig havn. Det er ikke de mindste skibe der passerer.

Og når aftenen falder på, så tager de besøgende hjem, og der bliver mørkt og stille. Stjernehimlen er fantastisk. Vi føler os utrolig privilegerede, at vi kan opleve dette.

Torsdag morgen er rationerne sluppet op. Morgenmaden består af knækbrød, kaffe og te. Alt andet er sluppet op omkring os. Vi har kogt vand fra tanken for at have drikkevand til den sidste dag. Den nærmeste købmand viste sig at være 17 km væk, og det er af de ”gode” grusveje. Så vi sparede lidt for at kunne få den sidste dag med på denne skønne plet.

Efter et lækkert morgenbord, starter vi bilen og hopper op langs floden ad SE-9009. Selv om vejene har vejnumre, så er det ingen garanti for størrelse eller stand, har vi lært mange gange. Men vi har jo tid, så farten sætter vi efter forholdene.

Vi passerer Nueva Rocio, Pinzon og når Los Chapatales, hvor vejen pludselig bliver til en flot asfaltvej de sidste 5 km. ind til Los Palacios y Villafranca.

Turen så langt, er på 28 km, det tog 1½ time at køre strækningen. Godt vi ikke skal nå noget.

I Los Palacios plyndrer vi den første supermercado vi møder, inden vi finder motorvejen til Sevilla.

I Sevilla bor vi igen på en camperplads i byen. Det er ikke særlig inspirerende, men vi føler os bedst tilpas, at parkere i et overvåget område, når vi forlader camperen i mange timer i tætte bebyggelser. Og det er vi ikke ene om, der holder mere en hundrede campere på pladsen. Så godt vi er tidlig på færde i dag.

Efter frokost er det på med traveskoene, vi vil ind og se noget af Sevilla, målet er Plaza de España som ligger i Parque de Maria Luisa.

Sikke et sted, vi er meget betaget og får brugt hele eftermiddagen her

Langs bygningen er der indsat en plads til hver provins i Spanien og vi fandt Alicante

Det hele er bygget i 1928 til den ibero-amerikanske udstilling i 1929. Dengang blev hele den sydlige del af byen omdannet til park med store alléer, forskellige haver, pavilloner, små søer, bænke alle steder, plantager med palmer og andre træarter. Et imponerende sted at gå rundt.  Det bliver sen aftensmad, inden vi er tilbage i hjemmet.

Dagen efter starter vi op igen. Vi går op langs flodarmen på den venstre side og finder de gamle kvarterer, hvor tiden bygningsmæssigt er gået i stå.

Sådan sparer man...

Vi besøger frugt-, grønt- og fiskemarkedet Mercado de Triana, inden vi når til den nyere del af byen ved Torre Sevilla.

Vi krydser floden og forvilder os ind i gamle stræder og smøger på vejen til Setas de Sevilla, som vi gerne vil se.

Det er en trækonstruktion udført som seks store paddehatte i op til 30 meters højde.

Den siges at være den største trækonstruktion i verden, da den blev opført i 2005 – 20011

Der var store designproblemer undervejs, byggeriet måtte stoppe op og blev først genoptaget i 2009. Og som en klassiker, blev den oprindelige byggesum på 50 millioner euro til 100 millioner, da den stod færdig. Men flot er det færdige resultat, som vi selvfølgelig måtte op og gå rundt på. Frokosten fik vi under den ene paddehat.

Det sidste som vi gerne vil se i dag, er Catedral de Sevilla. Kirken lukker kl. 17.00, så vi fik fart på. Og nåede det heldigvis.

Kirken er den største gotiske katedral og den tredjestørste kirke i verden. Og absolut et besøg værd.

Den er bygget mellem 1401 og 1506 - og så er der sikkert lavet lidt siden da. Den er bygget oven på resterne af byens store moske fra 1200-tallet.

Tårnet La Giralda er oprindelig en del af den tidligere moske. At gå op i tårnet er specielt. Der er ingen trin op til de 104 meters højde. Der er en skrå gang, som går rundt inde i tårnet, således at man før i tiden kunne ride hele vejen op til klokkerne. Der er også langt op, så hvis der skal ringes hver halve time, kan klokkeren sikkert blive træt…

Efter kirketuren drev vi rundt i de gamle gader og hen på aftenen fik vi aftensmaden på en lille lækker restaurant omme i en af baggyderne.

Super måltid og et dejligt udeliv omkring os. Glade mennesker som var ude og nyde en fredag aften i byen

Vi sad og fandt ud af, at det er første gang i de sidste par år, at vi er taget til en storby og været rundt og se byen. Og samtidig har nydt, at se mennesker på gaderne i større flokke og følt at den normale verden er tilbage, næsten som før marts 2020.

Lad det fortsætte sådan…

(Fortsættes i næste udgave)