Rajoy smider håndklædet i ringen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 22/04/2016 - 10:15
Samfund og Politik
POLITIK: Spaniens fungerende premierminister vil på tirsdag fortælle Kong Felipe, at han ikke kan danne en flertals-regering.
Selv om de spanske politikere stadig har lidt tid tilbage til at blive enige om en ny regering, har Mariano Rajoy opgivet håbet om det – i hvert fald mellem hans PP og Pedro Sánchez' PSOE.
Premierministeren besøgte i går El Toboso i Toledo, der ligger nær Madrid, hvor han forklarede flere spanske journalister, at han på tirsdag vil fortælle Kong Felipe VI, at han ikke har stemmerne til at danne en regering.
Nyvalg på vej
Rajoy har allerede afvist kongens tilbud om at forsøge at danne en regering på den baggrund, at selvom PP fik de fleste stemmer ved valget i december, kan de ikke finde nok samarbejdspartnere til et absolut flertal – mindst 176 ud af 350 pladser.
Det tætteste vi har været på en ny regering, var da det socialdemokratiske parti PSOE og midter-partiet Ciudadanos blev enige om et samarbejde, der ville have gjort Pedro Sánchez til den nye premierminister
Men konstellationen kunne ikke finde opbakning fra hverken venstre-fløj-partiet Podemos eller PP, og derfor blev det aldrig til noget.
Nu ligner det frem for alt et nyvalg den 26. juni, og for Rajoy er der ikke mere tid til at arbejde på en ny regering.
"Kom nu, Sánchez"
Men da han var på vej til El Toboso opfordrede han faktisk Sánchez til at komme til forhandlingsbordet en sidste gang.
- Pedro Sánchez kan undgå nyvalg. Jeg inviterer ham endnu en gang til arbejde på en stærk regering, der vil bringe stabilitet til Spanien, skriver Rajoy i et tweet.
Pedro Sánchez puede evitar las elecciones. Le invito una vez más a trabajar por un Gobierno de gran coalición que dé estabilidad a España MR
— Mariano Rajoy Brey (@marianorajoy) 21. april 2016
Senere torsdag gjorde Rajoy det dog klart, at han på ingen måde troede på, det ville virke, fordi Pedro Sánchez konstant har afvist hans tilbud siden valget den 20. december.
PP-lederen holdte fast i, at en konstellation med PP og PSOE vil være det bedste for Spanien. Samtidig kritiserede han PSOE's forsøg på et samarbejde med Ciudadanos og Podemos, som han kaldte for henholdsvis 'radikale og ekstremister'.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.