Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ramaskrig over “Kammerat Napoleon”

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 21/05/2018 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: Kender du Pablo Iglesias - manden med skæg og fletning, der var hovedkraften bag stiftelsen af Podemos i 2014?

De fleste kender sikkert Pablo Iglesias. Han er manden bag Spaniens mest venstreorienterede parti, som blandt andet fik sine rødder i den langvarige besættelse af pladsen Sol i Madrid, kendt som 15-M-bevægelsen, der startede i maj 2011.

Iglesias kamp koncentrerede sig om de dårligst stillede i landet, der var vokset voldsomt som følge af krisen med start i 2008.

Podemos profilerede sig blandt andet ved interview med Iglesias i hans simple, lejede bolig i et ikke særligt prætentiøst kvarter i Madrid, hvor han blandt snakkede om, hvordan samfundets velstillede skulle betale betydeligt mere i skat.

 

Chokerede

Nu er det kommet frem, at Pablo Iglesias sammen med sin kæreste, Irene Montero, der er partiets politiske ordfører i Kongressen, har købt en villa til 600.000 euro i Galapagar 40 km. fra Madrid.

Ramaskrig blandt partiets medlemmer og ironiske bemærkninger på de sociale medier.

Tankerne ledes hen på forfatteren George Orwells bog “Animal Farm” - Kammerat Napoleon på dansk - der er symboliserer totalitarismen i Sovjetunionen under Stalin.

På en gård smider grisene menneskene ud for at alle kan blive lige. Det går i en periode, men med tiden ændrer forholdene sig.

Nogle af grisene bliver mere lige end andre - heriblandt kammerat Napoleon

Forsvaret

39-årige Pablo Iglesias forsvarer hans og 30-årige Irene Monteros køb af villaen med, at de har optaget et boliglån på 540.000 euro for at de kunne købe den. Det skal de betale tilbage over 30 år med en månedlig ydelse på 1.600 euro med 800 euro til hver.

Pablo Iglesias og Irene Montero

For at klare den kontante udbetaling, købsomkostninger og udgifter til forbedring af villaen, fortæller parret, at de har fået hjælp med lån fra deres respektive forældre.

Uanset parrets forklaringer er over en tredjedel af medlemmerne i Podemos stærkt forargede over parrets “kapitalistiske” adfærd.

Modstanderne af parrets disposition gør gældende, at partiets vælgere ikke længere kan identificere sig med partilederen.

Villaen er på 268 m2 og beliggende på en 2.000 m2 grund med swimmingpool, stor have og et gæstehus.

Kom til Barbecue!

En bruger på Facebook, David Santos, har “arrangeret” et event den 2. juni klokken 14:00 på ejendommen i Galapagar for at fejre parrets køb. Søndag klokken 16 havde 24.000 personer tilmeldt sig barbecuen og andre 37.000 havde tilkendegivet deres interesse for at komme…

Mere spansk humor på Facebook...

Pablo og Irene vi er på vej...

Vi tager til jer i stedet for på pilgrimsturen i Andalusien...

Hvis kommunisme er at dele, så ønsker jeg villaen fra den1. til den 15. august

Sagen er nu nået dertil, at Pablo Iglesias og Irene Montero vil bede de stemmeberettigede i Podemos om at afgøre, hvorvidt de skal forlade deres poster i Kongressen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.