Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Raser mod kvindelige konger

Skrevet af Pia Bruun, man, 28/12/2015 - 00:01

Kunst & kultur Samfund og Politik

KULTUR: Vrede katolikker raser over, at der skal 'vise' kvinder med i de traditionelle Hellig Tre Kongers-optog i Madrid.

Ifølge et forslag fra Madrids venstreorienterede kommunalbestyrelser skal der være kvinder med i optogene klædt ud som Konger med skæg.

Forslaget har fået konservative katolikker op på lakridserne.

- Lad være med at rode rundt med traditionerne, siger de.

Ulv i fåreklæder

Den vrede besked kommer efter at to kommunalbestyrelser i Madrid har besluttet at bytte de vise mænd – Los Reyes Magos - ud med vise kvinder – Reinas Magas.

- Men tag det roligt, sådan er det slet ikke, lyder det beroligende fra én af kommunalbestyrelserne i San Blas-Canillejas og Puente de Vallecas, der for første gang vil bytte én af de tre konger i deres 5. januar parade ud med en kvinde.

Herfra forlyder det, at kvinden vil spille rollen som én af de vise mænd - hun vil stadig være klædt ud som konge – og ikke dronning.

Beslutningen om at skifte én af de mandlige konger ud med en kvinde har skabt stor vrede.

På de sociale medier gøres der grin med beslutningen

Det konservative byrådsmedlem Isabel Rosell siger, at den nuværende kønsrollepolitik mangler sund fornuft og er en ulv i fåreklæder, skriver den spanske avis El País.

Aktiv kvindepolitik

Nu forsøger det venstreorienterede styre at berolige gemytterne.

- Vi beholder kongerne, og der kommer ikke nogen dronning i stedet for, siger Marta Gómez, byrådsmedlem fra Ahora Madrid.

- Vi har ikke på noget tidspunkt ønsket at ændre i historien om de vise konger. I et udvalg var der interesse for, at en kvinde kunne klæde sig ud som mand og spille konge, og det er hvad vi gør, siger hun til avisen El Mundo.

Hun forklarer, at forslaget om at lade en kvinde deltage i paraden kommer fra et distrikt, hvor man har en meget aktiv kvindepolitik.

Madrids revolutionerende ændringer

Ændringen er i tråd med et nyt fokus på mangfoldighed i den spanske hovedstad.

Skiftet kommer efter at den venstreorienterede borgmester Manuela Carmena i maj overtog ledelsen efter flere års konservativt styre.

I samme ånd besluttede Carmena og hendes kommunalbestyrelse for nylig, at det skulle være slut med at male en vis person sort, for at han kunne spille rollen som en ægte kong Baltazar i Hellig Tre Kongers optoget.

De Hellige Tre Konger - Los Reyes Magos - er et højdepunkt i Spaniens travle julekalender. 

Det er her de vise mænd fra Østen drager gennem gaderne i landets byer og kaster karameller ud til de børn, der møder op langs deres rute.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.