Redder børn på afveje
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 20/08/2021 - 11:33
Samfund og Politik
VIDEO: Forleden fik to voksne og fem børn en god idé, men da de havde fået sig malet helt op i et hjørne, måtte helikopterreddere igen på arbejde.
Río Verde i Otívar Kommune, Granada, er et helt fantastisk naturområde.
Der er dog en årsag til, at professionelle guider hyres, hvis man vil rigtigt på tur ned ad floden og ikke bare bade i de første naturpools på stedet. De professionelle har nemlig reb, karabinhager, hjelme, våddragter, forsikring og - ikke mindst - erfaring. For det er nødvendigt.
Der er nemlig mange steder, man kan komme i problemer, hvis man ikke har ordentligt udstyr. Jeg har været der to gange, og det kan du læse meget mere om her.
Men nogle blæser på både udstyr og planlægning. Forleden gik fem børn og to voksne friskt ned ad floden kun iført badebukser og kondisko. Pludselig var de kommet til et sted, hvorfra de hverken kunne komme videre eller tilbage.
Hvad der skulle have været en sjov sommerdag, endte med en kompliceret evakuering fra luften.
Gruppen bestod af to voksne og fem børn i alderen 10 til 16 år.
De hoppede, kravlede og gik fra bassin til bassin, indtil de nåede punktet, hvorfra de ikke længere kunne fortsætte ned eller tilbage uden særligt udstyr. De forlod floden og forsøgte i stedet klatre op ad den stejle skrænt, men det var umuligt.
Kun en af de voksne var i stand til at klamre sig fast og klatre op og derefter komme ud af kløften. Først efter over tre timers vandring nåede han frem til det sted, hvor gruppen havde efterladt bilerne, og så kunne kan tilkalde hjælp fra Guardia Civil.
Haste-opgave
Alarmopkaldet kom omkring klokken 19:15, og Guardia Civils særlige bjergreddere hastede mod området, så de kunne komme gruppen til undsætning inden mørkets frembrud.
Helikopteren fra Guardia Civil fløj over floden og fandt gruppen omkring klokken 20:00. Helikopteren svævede over dem, og bjergspecialisterne firede sig ned til børnene. De var alle ved godt helbred.
Ved hjælp af helikopterens hejseværk trak de én efter én børnene og den tilbageblevne voksne op fra kløften og evakuerede dem i par til det sted, hvor bilerne stod.
Se video fra redningen her:
Så folkens - planlæg, planlæg, planlæg! En udflugt i Spanien er ikke altid så ligetil som at tage en spadseretur i Danmark. Du risikerer også at stå med udgiften til evakueringen selv.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.