Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Reddet fra et liv som slaver

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 08/08/2019 - 12:19

Krimi og katastrofe

VIDEO: Kvinder blev lokket til Spanien med løfter om velbetalte job, men i stedet ventede et liv som slaver i ældreplejen, mens den skruppelløse kvartet skummede fløden. Men så fik spansk politi færten...

Guardia Civil har afsløret en gruppe, der havde lavet en særdeles givtig forretning ud af menneskehandel til pleje af ældre.

Én af anholdelserne blev foretaget i Barajas-lufthavnen i Madrid, da en af ​​bagkvinderne var ude at hente tre nye ofre til udnyttelse. De andre blev anholdt ved koordinerede aktioner i tre forskellige provinser, hvor der også blev gennemført fire husransagninger.

De syv medlemmer, der alle er i familie, havde etableret deres lyssky forretning med en base i La Rioja og en anden i Aragón. 

Indtil videre har politiet identificeret over 50 ofre, hvorfra gruppen har scoret over 750.000 euro.

I den såkaldte Operación Ayote har politiet afsløret den kriminelle gruppe, der havde specialiseret sig i menneskehandel til pleje af ældre med alvorlige sygdomme eller en eller anden form for afhængighed.

Gruppen bestod af fire kvinder - heraf to søstre - og tre mænd fra den samme Nicaraguanske familieklan, og de er i alderen 19 til 41 år. 

De arbejdede struktureret, organiseret og hierarkisk ud fra deres to driftsbaser i Logroño og Alfaro, La Rioja, og en i Huesca, Aragón.

Alle tilbageholdte er sigtet for menneskehandel med henblik på udnyttelse af arbejdskraft, organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge.

Video fra Operación Ayote:

Solidt overskud

Politiet har identificeret 50 kvinder, der har været ofre for slaveri siden 2016, og gruppen har altså tjent anslået 750.000 euro.

Gruppen styrede og kontrollerede ofrene gennem konstante trusler, løgne og tvang. Blandt andet truede de med at komme efter kvindernes familier hjemme i Nicaragua, hvis de fortalte nogen om, hvad der foregik.

Derudover lykkedes det for gruppen at få forskellige ting fra humanitære organisationer, som de så solgte til kvinderne til ågerpriser. Eksempelvis krævede de mellem 20 og 30 euro for en hovedpinepille.

Ofrene blev fundet i hjemlandet af gruppens familiemedlemmer. De fik lovning på et godt job i Spanien, og når de havde sagt okay til det, blev det købt en flybillet, og de fik 1.000 euro ind på en konto, som bevis på, at de havde råd til at "holde ferie". De kom nemlig ind i landet på et tre-måneders turistvisum. Når de så var ankommet, konfiskerede gruppen kvindernes pas, tog deres penge og sagde, at de nu skyldte 6.000 euro for hele arrangementet.

Det skulle de så til at arbejde af. Med andre ord: Godt gammeldags stavnsbinderi.

Når de fik løn - naturligvis sort - skulle de 85 procent gå til afdrag på "lånet". Da det ikke levnede meget til egen overlevelse, kunne de så efterfølgende låne penge af organisationen til en rente på 20 procent, og så er begge fødder solidt placeret i kviksandet.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.