Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rejser i stilhed

Skrevet af Pia Bruun, søn, 11/06/2017 - 00:01

WEEKEND: Flere søger væk fra de hekstiske turistbyer for at finde sig selv og nyde roen i selskab med naturen.

Ferier gennemsyret af vild shopping, dyre restauranter og larmende barer er ikke længere noget, der lokker alle. Ny tendens peger på, at det er legitimt at kede sig på rejsen.

I fremtiden vil færre flokkes ved den bugnende buffet på all-inklusive-hotellet. I stedet spiser turister lokalt og mere bæredygtigt.

Shopping og overforbrug er yt

Det er heller ikke længere så populært at se ferierejsen som et statussymbol, hvor det handler om at komme hjem med luksusvarer i de fineste bæreposer og så i øvrigt også have spist på så mange Michelin-restauranter som muligt. Og naturligvis at have dokumenteret det hele på de sociale medier i real-tid.

I stedet søger folk i stigende grad væk fra trafik, støj og masseturisme. Derhen, hvor stilhed er en dyd - og en lyd.

"Gud taler til dig i sin skabelse. Lyt i stilhed"

Det kan være en ferie, som egentlig kun har det formål, at man får kedet sig godt og grundigt - måske på et nonnekloster eller langt ude i bjergene.

Tiden er ved at løbe fra rejser, der handler om at shoppe eller spise og drikke sig halvt ihjel.

Buffeter med en overflod af mad

Forretningsgader med de samme butikker i gade op og gade ned er ikke interessante. Det er naturen og kulturen, der tæller. Folk er mere opmærksomme på museer, historie, kultur og natur.

Vi drikker lokal vin og vil se markerne, druerne og tønderne med vin og smage det på det. Det skal være ægte og originalt.

Der skal være ro og tid 

Fordybelse

Enkelthed, fællesskab og fordybelse i det sted, vi rejser til. Sådan ser rejsebranchen de nye ferietendenser.

På rejser væk fra storbyernes larm får du tid til fordybelse og refleksion.

Hvad er det egentlig, familien har mest brug for på ferien?

Dagligdagen er fyldt med konstante impulser og tanker, som vedrører familie, arbejde og fritidsinteresser.

Men når du rejser nogle dage alene eller sammen med andre, kan du bruge tiden på noget helt andet.

Nyd naturen alene eller sammen med din bedste ven

Du får dagligdagens mange gøremål på afstand og får mulighed for at synke ind i dig selv, mærke efter og måske tænke over den måde, du lever dit liv på.

Tendenser

At rejse mere simpelt og mere i pagt med naturen. Det er de overordnede strømninger, der går igen. Nøjsomhed og ansvarlighed har overtaget forbrug, forbrug, forbrug, og det er en adfærd, vi kommer til at se mere til, når vi er er på ferie

Noget andet af det, vi kommer til at se fremover, handler om ’hellig tid’:

"Stilhed er den store lærer, men for at lære, må du lytte!"

Fritid er værdifuld. Flere luksusresorter skilter med ’No News’ og opfordrer til stilhed og ro.

At rejse i ro og tavshed giver os mere sundhed. Vi får indsigt i vores eget liv og vokser i vores eget selskab.

Stilheden er en lyd

Men stilheden eksisterer ikke helt, for selv naturen giver lyde.

At rejse i stilhed er ikke ensbetydende med ensomhed

- Vi har brug for mere stilhed, siger Daniel Benito Po, der er en af initiativtagerne til overnatningsstedet Casa Cuadrau i landsbyen Vio i Huesca i det nordøstlige Spanien.

Her byder man på retreat og meditation

- Ord bruger en masse energi. Akustisk og sensorisk forurening i byerne fører til stress, angst, fobi og ringen for ørerne, siger han.

Mange af hans kunder efterlyser netop fred og ro på ferien.

Den lille landsby Vio ligger idyllisk i bjergene

Tinnitus er et stort problem for mange, og meditation kan reducere disse generende lyde, mener Benito Po.

- Når vi fjerner kunstig støj, begynder vi at høre den interne støj. Stilhed giver plads, som giver anledning til at lytte til, hvad kroppen fortæller os ... det har ændret mange liv, siger han.

Find den storslåede stilhed i bjergenes ro

I Casa Cuadrau bruger man flere timer om dagen på stilhed.

Man kan spise i stilhed for at være mere opmærksom på, hvad man putter i munden, på smagen og på oplevelsen.

Mange af kunderne dyrker yoga

Retreat lægger vægt på, at du søger indre ro og indsigt. At du er i en gruppe, forpligter dig ikke til at deltage i samvær efter undervisningen, du deltager præcis, som du vil.

- Vi tier stille i perioder eller går sammen i stilhed, siger han.

Til at starte med, bliver mange nervøse. Men det er en frigørelse at finde ud af, at stilhed giver indre ro, fortsætter han.

Casa Cuadrau er økologisk retrete-sted, som har specialiseret sig i yoga, kunst og natur.

Naturen byder på et utal af oplevelser

Stedet ligger i et hjørne af nationalparken Parque Nacional de Ordesa y Monte Perdido.

Området er omgivet af bjerge og dale på alle sider, og et sted ligger den lille landsby Vió.

Træk stikket ud og drop mobilen og tiden

"Opdag yoga som en livsstil, få enkle redskaber til, hvordan du styrker din indre stilhed, som giver dig fred, harmoni og livskvalitet, uanset hvor du er", skriver firmaet blandt andet på sin hjemmeside.

Spanien er storslået

Der er ingen grund til at rejse jorden rundt for at finde stilhed. Langt væk fra storbyerne venter bjergene og havet. Find dit yndlingsområde og pak kufferten med det mest nødvendige - og tag så af sted på opdagelse i naturens vidunderlige verden.

Tag dig tid og nyde magiske øjeblikke

Go' søndag og nyd stilheden...

Tilgængelig for alle

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.