Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Årets første vinterstorm!

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 14/11/2019 - 07:00

Vejr og natur

VEJR: I dag spiller vejrguderne i dén grad med musklerne, og det allerhøjeste alarmberedskab er aktiveret flere steder for masser af sne, ekstremt høje bølger og storm.

Massivt snefald i bjergrige områder på den nordlige del af halvøen, mens der bliver tale om vedvarende og lokalt stærkt regn i Galicien og Cantabrien, og sandsynlighed for lokalt kraftig regn på Balearerne. 

Meget stærk vind ved den galiciske kyst og det samme i hvert fald i perioder langs den cantabriske kyst, den sydøstlige del af halvøen, ved Alboranhavet samt på De Baleariske Øer og De Kanariske Øer.

I alt er 39 provinser i alarm, og heraf er flere i rødt alarmniveau, der er det højeste og indikere fare ved at opholde sig udendørs.

Klik her for flere informationer om dagens alarmberedskaber

I dag klokken 14 

Generelt hele landet

Et ny Atlanterhavsfront bevæger sig fra nordvest til sydøst og efterlader skyet himmel og nedbør til det meste af halvøen og Balearerne. Selv De Kanariske Øer får noget nedbør:

Nedbøren kan falde både som regn, sne og hagl.

Der ventes nogle steder op til 50 mm sne i løbet af det kommende døgn, mens andre kæmper med mange meter høje bølger og stormende kuling - måske endda decideret storm. 

Det har fået myndighederne til at udsende et særligt vejrvarsel, der gælder til på fredag.

Mange steder advares der om Beaufort-nummer otte, ni eller ti, hvilket svarer til henholdsvis hård kuling, stormende kuling og storm.

Snegrænserne er også godt på vej nedad nu. I Cantabrien og Galicien falder den fra 900/1.200 meter til 700/900. I de indre egne i nord og De Iberiske Bjerge fra 1.300/1.500 meter ned til 700/900. I Pyrenæerne fra 1.200/1.400 meter ned til 700/900. I den sydøstlige del af halvøen fra 1.600/1.800 meter ned til 1.000 og cirka det samme på Mallorca.

Maksimumtemperaturerne falder nu på stort set hele halvøen, men særligt bemærkelsesværdigt i vest, mens der kun er få ændringer på øerne. Minimumstemperaturerne tager også et generelt dyk. Der kommer frost i bjergområderne, men mest intens i Pyrenæerne.

I morgen klokken 14

 

Málaga-provinsen

Skyet himmel, der har tendens til at være overskyet i de indre egne, hvor der lejlighedsvist kommer noget intens nedbør. Snegrænsen falder til 1.000-1.200 meter fra i eftermiddag.

Temperaturer i generelt fald på 11 til 19 grader og fem til 13 i nat. Vestenvind, som er stærk med meget stærke vindstød ved kysten og i højtliggende områder.

Gran Canaria

I nord og øst er det skyet til overskyet med svag nedbør, der kan tage til i løbet af dagens anden halvdel - hovedsageligt i de indre egne. I resten er der perioder med højtliggende skyer, men nok også nogle lavtliggende skyer af og til fra i eftermiddag.

Temperaturer med få ændringer på 20 til 24 grader. Nordøstenvind, som i perioder frisker op til stærk, dog hovedsageligt ved kysterne i sydøst og nordvest sidst på dagen, hvor vindstødene når op omkring 70 km/t. Briser ved sydvestkysten.

Alicante-provinsen

Overskyet himmel med udbredt nedbør i dagens første halvdel, og mindst sandsynligt helt i syd. Senere i eftermiddag er der tendens til overskyet himmel, og nedbøren vender tilbage.

Stigende temperaturer på 18 til 24 grader og 10 til 13 i nat. Moderat vind fra vest og nordvest med meget stærke vindstød i de indre egne, der har tendens til at aftage sidst på dagen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.