Robot renser og rapporterer
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 28/07/2021 - 07:18
Teknologi & Videnskab
MILJØ: Havne på Balearerne har fået deres helt egne robotstøvsugere til at rense vandet og tjekke vandkvaliteten.
Mange har allerede en robotstøvsuger derhjemme. Nogle kan endda også vanske gulvet. Og måske drøner der også en robot rundt og klipper plænen udenfor.
Der er ingen tvivl om, at der findes sjovere ting end at støvsuge, gøre rent og klippe græs, så når teknologien giver gaver, tager de fleste nok imod.
Det er drøn-smart!
Og nu har man også indført en havrobot i havnene på Ibiza og Mallorca.
Ud over at fjerne affald og forurenende væskeranalyserer apparatet også vandkvaliteten.
Det drejer sig om havneanlæggene i Marina Ibiza og Marina Port de Mallorca, der altså har indført en ny anordning til at gøre vandet lækkert:
"Geneseas"-robotten bevæger sig rundt på overfladen og opsamler flydende affald, hvad enten det er fast stof som for eksempel mikroplast eller flydende væsker som kulbrinter.
Havnene på Ibiza og Mallorca er de første i Spanien til at få vandrobotter.
De funktioner, som "Geneseas" udfører, er grundlæggende todelt:
For det første altså rengøring og opsugning af flydende affald i vandet ved hjælp af et sugesystem og af rensning af kulbrinter med et genanvendeligt filter af naturfibre.
For det andet holder den kontrol med og overvåger vandkvaliteten ved at tjekke vandets fysisk-kemiske parametre: pH, temperatur, ledningsevne, opløst ilt, Redox og andre data.
Enheden programmeres til systematisk at køre over hele havnens vandoverflade og rengør automatisk. Den fungerer dog også manuelt via en fjernbetjening.
Geneseas' har en opsamlingskapacitet på 140 liter, og dens batteri gør brug af vedvarende energi, da det kan oplades af solenergi, så den kan køre længe på den dejlige solskinsø.
Balearernes havnemyndighed kalder ’Geneseas’ for intet mindre end et "revolutionerende fremskridt", da det gør det muligt at rengøre havnene på afstand og samtidig analysere vandkvaliteten i realtid, "hvilket uden tvivl vil være en stor hjælp i bestræbelserne på at passe på Balearernes flora og fauna".
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.