Rokade i lykke-mesterskabet
Skrevet af Simon Koefoed Toft, tir, 21/03/2017 - 10:28
Samfund og Politik
SAMFUND: Danskerne kan ikke længere kalde sig planetens lykkeligste folk, men ligger stadig langt foran vores spanske venner.
Høj levealder, høje indkomster, et stærkt socialt sikkerhedsnet, stor frihed og en meget, meget stor tillid til systemet.
Det er en håndfuld af de egenskaber, der gør os danskere til nogle af de lykkeligste mennesker i verden.
Men ikke længere de lykkeligste.
Husk at like vores Facebookside
Dansk andenplads
Udnævnelsen til det lykkeligste folk i hele i verden går i år til Norge. Det står klart efter at den årlige “World Happiness Report” er udkommet.
Danskerne indtager andenpladsen på listen, mens Island er nummer tre.
Spanien skal man bladre et par gange for at finde. Ifølge opgørelsen er spanierne nemlig kun det 34. lykkeligste folk med en marginalt højere score end lande som Colombia og Saudi Arabien.
Skal man pege på et mønster i listen, vil det være oplagt at påstå, at man bliver lykkelig af et koldt klima, for de øverste 10 pladser domineres af nordlige lande.
Koldt og godt?
Norge, Danmark og Island ligger som sagt helt i top, og med Finland, Canada og Sverige på henholdsvis femte-, syvende- og niendepladsen tyder det på, at minusgrader kan være godt for humøret.
Efter samme logik giver det så også fin mening, at Spanien ligger langt længere nede på listen.
I virkeligheden er det dog nok nærmere den høje arbejdsløshed, udbredt korruption og lave lønninger der har resulteret i Spaniens placering som nummer 34.
Og omvendt er det gennemgående træk blandt listens top 10 formentlig nærmere, at mange af dem er stærke velfærdsstater, end de ligger langt nordpå.
Tre pladser frem
Til forskel fra Danmark kan Spanien glæde sig over at være rykket op på listen i forhold til sidste år.
Hvor danskerne er blevet et hak mindre lykkelige, har spanierne overhalet tre andre nationer i lykke siden World Happiness Report 2016.
Med en økonomi i bedring og et stort fokus på at stoppe korruption, er det ikke svært at forestille sig, at Spanien overhaler yderligere et par stykker før næste års udgave kommer.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.