Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forårs-favoritter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 19/04/2015 - 00:02

WEEKEND: Foråret er for mange den smukkeste årstid, og bare fordi vi er i Spanien, er der stadig masser at se på og nyde i forbindelse med denne årstid.

Blomstermarker, lunere temperaturer og sol på de vinterblege lemmer. Tag kondierne på og gå ud og mød foråret. Kilometervis af stier venter på dig, og der er med garanti noget for alle.

Tilgængelig for gangbesværede og assisterede kørestolsbrugere afhængig af de valgte ruter

Denne gang i Spanien i Dag Weekend tager vi dig med til nogle af årstidens bedste og smukkeste ruter i Spanien.

Comarca del Saja Nansa

Cantabrien

Man bliver helt svimmel

Mange af stierne her er domineret af Saja- og Nansa-floden. Her finder du også over 800 af nogle af verdens højeste træer.

Mammuttræet (Sequoiadendron giganteum, lat.) er et stedsegrønt nåletræ med en blød trævlet bark. Arten er verdens fjerde højeste og bliver mellem 50 og 85 meter - der har været eksempler på over 90 meter.

Det ældste træ registreret blev 3.500 år gammelt, og barken kan være helt op til 90 centimeter tyk nederst på stammen, så det er altså noget af en moppedreng, vi snakker om.

Nogle træer bliver over 90 meter høje

Bevæg dig ind i den helt unikke Monumento Natural de las Secuoyas del Monte Cabezón; skoven med de kæmpestore nåletræer på Monte de Las Navas, som er i gåafstand fra Cabezón de la Sal.

Træer vokser faktisk næsten ind i himlen ...

Hvis du er frisk på lidt mere, kan du fortsætte gennem Ucieda-bjergene, Peñarrubia-dalen eller San Sebastián de Garabandal.

Valle del Jerte

Extremadura

I et hav af krisebærblomster er du ikke alene

Hvis ordene Jerte og forår forekommer i samme sætning, kan du være sikker på også at finde et andet ord: kirsebærtræer.

Faktisk skulle der kun eksistere ganske få andre steder, der når Jerte-dalen til sokkeholderne om foråret. Fra den ene dag til den anden kommer der en sand eksplosion af blomster på kirsebærtræerne.

Farverne er helt utrolige her

Der findes hundredvis af stier i dette område, så det er helt ideelt til den aktive naturelsker her i foråret. Navaconcejo, Cabezuela del Valle, Tornavacas eller Jerte-dalen i sig selv er et perfekt sted til at starte eller afslutte gåturen.

Udsigt til en rigtig god tur

For at være helt sikker på at ramme tidspunktet for de blomstrende træer, kan du tjekke det i forvejen på hjemmesiden for Turismo Valle del Jerte. Der kan du se præcis, hvordan træerne ser ud lige nu, da der løbende bliver lagt billeder ud.

Husk kameraet

Sierra de Guadarrama

Madrid

Smukt vandfald - særligt om foråret

Sierra de Guadarrama i hovedstads-regionen er en glimrende mulighed for at nyde foråret uden forvilde sig alt for langt væk fra storbyen. En af de mest populære ruter i området er Cascadas del Purgatorio. Tag først til Paular-klosteret, kryds Tilgivelses-broen og gå så langs floden, indtil du når målet: Cascadas del Purgatorio - skærsildens vandfald.

Og efter sigende skulle vandfaldet være ekstra fantastisk i foråret.

Udsigten fra tinderne er heller ikke at kimse ad

Menorca

De Baleariske Øer

På Menorca kan du gå hele øen rundt - eller måske bare noget af den

Har du mod på at gå øen Menorca rundt? Det er i hvert fald, hvad ruten Camí de Cavallslægger op til: 185 kilometer kyststrækning, som har meget mere at byde på en bare hav og klitter. Der er kløfter, vandløb, slugter og smukke bugter langs denne historiske gangsti midt i en biopark.

Tag mountainbiken, hvis modet er til det

Og på denne årstid er alt bare det mere stærkt i farverne - både på havet og på land.

Du kan komme lidt længere, hvis du vælger at cykle

Der er masser af smukke steder undervejs til en frokostpause

Gran Senda de Málaga

Andalusien

Rundturen er over 650 kilometer lang

Stort set overalt i områderne mellem Málaga og de provinser, der grænser op til, kan du hoppe på denne rute. Rundstrækningen Gran Senda de Málaga er over 650 kilometer stier, der forbinder området med den verdensberømte Camino de Santiago og derefter Gran Recorrido Europeo, der slutter i Grækenland.

Men bare rolig - du kan også nyde den andalusiske rute i ad kortere omgange, da den ret smart er opdelt i 17 etaper. Tjek dem og download gratis kort fra den officielle hjemmeside.

Fine ruter hele vejen rundt

Du vil også støde på flere fine vandløb undervejs

Capo de Finisterre

Galicien

Få vandreture er mere poetiske end de, der ender i en solnedgang ud over Atlanterhavet, hvor bølgerne vugger mod verdens ende. Start turen fra San Guillermo og fortsæt til Capo de Finisterre, der blev erklæret europæisk kulturarv i 2007.

Her finder du et af udgangspunkterne på den berømte pilgrimsrute

Bliv ikke forskrækket, hvis du støder på efterladte, udtrådte støvler og brændte tøjrester. Det er nemlig tradition, at mange pilgrimme skaffer sig af med det tøj og fodtøj, der er blevet godt og grundigt slidt på Camino de Santiago.

Bliv ikke forskrækket over, at nogle har "stillet træskoene"

Afslutning i solnedgang over havet - bliver ikke bedre

Parque Natural del Lago de Sanabria

Castilla y León

Det er så smukt, så det næsten ligner et maleri

Der findes utallige stier i områderne af Sanabria-søen; den største gletschersø på Den Iberiske Halvø. I vandene, der dækker mere end 22.000 hektar af parken, kan du støde på oddere i det tidlige forår.

Måske kan du endda hjælpe dem med at finde lidt byggemateriale til en dæmning, hvis du går El Cañón del Tera; en rute, der starter i Ribadelago Viejo og er virkelig imponerende, da der er sten, små vandfald, vandløb, huler og slutter i Poza de Las Ninfas - en lille klippeomkranset lagune.

Det er et virkeligt smukt område - særligt nu.

Der er masser af skøn natur i dette område

Parque Natural de los Alcornocales

Andalusien

En af de bedst bevarede hemmeligheder i Cádiz-provinsen er Parque Natural de los Alcornocales. En smuk lille afkrog, hvor du kan finde lækre, vilde svampe om efteråret, mens foråret byder på laurbær, oregano, timian og andre krydderurter.

Forårets vilde farver har frit spil her

Med sine 170.000 hektar er der hundredvis af steder og måder, du kan nyde de øde landskaber på. Bestig Picacho-bjerget, gå på Valdeinfierno-stien eller langs Rio de la Miel - Honningfloden.

Alt sammen pakket ind i de vildeste nuancer af grøn og blå.

Bestig Picacho-bjerget og få vild udsigt

Selva de Irati & Foz de Lumbier

Navarra

Tag med i junglen

Selva de Irati er en af Europas største bøge- og granskove, men vandrere kommer ofte primært dertil for floden, der også har givet navn til skoven. Det krystalklarevand i Irati samles først i Irabia-reservoiret og derefter Itoiz-reservoiret. Enhver vej gennem dette område er en oplevelse for sanserne.

Den imponerende kløft kreeret af naturen selv

Men hvis du ikke føler for at gå på eventyr i Iratis-junglen, kan du også “angribe” området længere sydfra for eksempel i højderne af Foz af Lumbier.

Her mødes Areta- og Salazar-floderne, som sammen med Irati har formet en imponerende kløft, hvor vandet løber frit. Tillad dig selv at vaske hænderne i det iskolde og krystalklare vand. Koldt, men lækkert.

Pyrenæerne

Catalonien

I Pyrenæerne kan du få en kæmpe oplevelse på gåben året rundt, men det er dog særligt behagelig, når solen skinner. Spektakulære blå, grå og grønne nuancer i landskabet underholder dig, hvis du tør at kaste dig ud på ruten Carros de Foc.

Husk at se dig for

Det skulle være lidt af en knogle-brækker, der strækker sig omkring 55 kilometer med et gennemsnit på 2.400 højdemeter. Denne fantastiske rute ligger i Aigüestortes Sant Maurici Nationalpark.

Det er en af de mere udfordrende, og beregnes til at vare mindst fem dage. Hvis du elsker bjerge og er i fysisk god træning, er det et must!

En lille hygge i skoven - så kan man ikke bede om mere

Områdets skønheden er af en sådan art, at det er hele besværet værd. Hvis det skulle være uklart i højderne, kan du også bare nyde ruterne langs søen samt områderne i nærliggende Aragon: Nationalparken i Ordesa og Monte Perdido, der også er et sandt paradis for enhver bjergelsker.

Kom så af sted!

Er du klar?

Uanset om det bliver til fods, på to, fire eller ét hjul, så få bagdelen op af sofaen og kom ud i det forsømte forår! Det er uanstændigt pænt ...

Tilgængelig for gangbesværede og assisterede kørestolsbrugere

Kommentarer

Hej, Jeg læser altid Spanien idag og finder mange gode oplysninger, men det jeg savner er følgende: De opslåede ture ud i det fri, skovture, den skønne natur som denne artikel handler om, er kun for folk der har bentøjet i orden. Hvad med os andre som er dårligt gående, eller dem med roulator, krykker og sågar kørestol, er der noget for disse personer som også gerne vil opleve foråret, sommeren eller efteråret. Jeg spør bare.

Hej Anni

 

Tak for din kommentar, og det er taget til efterretning. Vi vil helt sikkert prøve at finde noget for, hvor alle kan være med også.

 

Venlig hilsen redaktionen

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.