Ryanair er flyvende
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 01/06/2017 - 01:00
Fly & trafik
FLY & REJSER: Luftfartsselskabet med de lave priser får skyhøjt overskud, men alligevel var forventningerne højere. Måske derfor lanceres vildt billige billetter i dag?
Hadet af mange, men tydeligvis elsket i hemmelighed af endnu flere.
I hvert fald bliver det ved med at gå fremad for det luftfartsselskab, der for tiden er Europas største.
Ryanair lukkede årsregnskabet i marts med et nettooverskud på en 1,316 milliarder euro, hvilket er seks procent mere end året før, hvor selskabet “kun” gaflede 1,242 milliarder.
I alt 120 millioner passagerer satte sig op i de blå-gule fly, men det var lidt skuffende, da forventningen lød på 130 millioner.
Det skriver Elmundo.es
Måske derfor lancerer selskabet efterårsbilletter, som koster fra 9,99 euro. Der er tale om rabatter på op til 25 procent på én million sæder på flere end 168 ruter fra Spanien med afgang i september, oktober og november 2017.
Billetterne er kun til salg i dag og frem til midnat.
Godt trods problemer
Flyselskabet har ifølge eget udsagn opnået det fine årsregnskab på trods af pundets fald i forhold til euroen efter Brexit, de besværlige sikkerhedsforhold i Europa samt et fald i ruterne til Nordafrika, Tyrkiet og Ægypten.
De vanskeligheder har lavprisflyselskabet imødegået med “forbedring af flyoplevelsen og flere lavprisbilletter”. Og så har brændstofpriserne med et fald på 11 procent også hjulpet godt til på bundlinjen.
Alt i alt er Ryanairs indtægt steget med to procent til 6,648 milliarder, efter selskabet har øget passagertallet med 13 procent.
Og selvom man altså havde sat snuden op efter flere end det, er det stadig rekordmange.
Og Ryanair er jo kendt for at tjene på serviceydelserne. Her steg indtægten da også med 13 procent op til 1,8 milliarder euro og tegner sig dermed for 27 procent af indtægterne.
Selskabet forventer, at serviceydelserne i marts 2020 vil udgøre 30 procent af indtægterne.
Fly til tiden
Lavprisselskabet er blevet kritiseret for manglende punktlighed og underbemanding.
Strejker har der også været, som gav en del panik i november og december.
Men nu planlægger selskabet at oprette 1.000 nye job til piloter, kabinepersonale og mekanikere i 2017. I 2018 ansætter man yderligere 1.000. MIndst.
Spansk selskab også flyvende
Spanske Iberia, der er blevet udnævnt til verdens mest punktlige lavprisflyselskab, har også haft et godt år.
Det skriver pilotforeningen Sepla.es
22,5 millioner euro rullede der ind i 2016, hvilket var dobbelt så meget som året før. Her har man naturligvis også nydt godt af de lave brændstofpriser.
Selskabet spår også også fremgang i de kommende år - nærmere betegnet fire procent. Iberia har ikke besætningsproblemer som Ryanair, efter selskabet sidste december underskrev kontrakt med fagforeningerne.
Der mangler ikke selvtillid og tro på fremtiden i transportsektoren.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.