Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sådan fik de gratis rejser

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 24/01/2018 - 01:00

Krimi og katastrofe

TURISME & SVINDEL: Spil syg og få rejsen betalt. Så skruppelløst blev en forretning bygget op, og mange benyttede sig af svindelnummeret.

Advokatfirmaer i Storbritannien sagsøges for sager om påstået madforgiftning under ferieophold på Mallorca.

Advokaterne, der stod for behandling af klager fra britiske turister for påstået madforgiftning, lovede deres kunder op til 18.000 euro i erstatning og 98 procent sikkerhed for, at sagerne faldt ud til deres fordel.

Erstatningen blev fordelt mellem advokatfirmaet, som fik 60 procent, og kunden, som fik de resterende 40 procent. Dermed fik de betalt ferien efter at have bidraget med lidt dokumentation for den påståede sygdom.

Ifølge dommerkontoret i Palma de Mallorca er spanske hoteller siden 2014 blevet snydt for 60 millioner euro på grund af falske krav om madforgiftning.

I september sidste år blev der anholdt syv personer, sigtet for at have indgivet krav på vegne af turister. 

Advokaterne benyttede sig af, at britisk lovgivning i langt de fleste tilfælde ville give kunderne ret til kompensation.

Angiveligt for at give modparten mulighed for at slippe for omkostningskrævende retssager, kontaktede advokaterne kundens rejsebureau med krav om erstatning.

Kravet blev efterfølgende sendt videre til hoteller på Mallorca.

Mor og datter

Sagen om de falske madforgiftninger startede efter, at flere hotelgrupper hyrede privatdetektiver for at finde ud af, hvem der stod bag bedrageriet.

Det viste sig, at der var to personer – mor og datter – som var ansvarlig for at kontakte britiske turister på Mallorca.

Kvinderne blev betalt af en gruppe svigagtige britiske advokater, som havde specialiseret sig i behandling af falske madforgiftnings-sager.

Håndlangerne fik 115 euro per turist, som sagde ja til at medvirke i bedrageriet. 

De anholdte og deres samarbejdspartnere kommunikerede via en WhatsApp-gruppe, som hed "UK Holidays claims", hvori de delte oplysninger om kundernes navne, hjemadresse, telefonnummer og rejseselskab til brug for den forestående erstatningssag.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.