Sælger boliger hurtigere på Kysten
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 26/07/2016 - 11:59
Fly & trafik
BOLIG: Hvis du gerne vil af med dit hus eller lejlighed inden for en overskuelig tidsramme, ser mulighederne bedre ud nu.
Solkysten har altid været et populært sted at købe ejendom, men det har ikke altid været lige nemt at sælge på grund af de mange hjem på markedet.
I år ser det dog ud til at have ændret sig. I hvert fald hvis man skal tro bolig-konsulentfirmaet Aguierre Newman, der melder, at tiden fra du sætter din bolig til salg, til den bliver købt, er blevet reduceret med hele 69 procent sammenlignet med sidste år, skriver onthepulse.es.
Denne nye tendens viser, at der er en fornyet efterspørgsel for boligejendomme i området, der på trods af sin store popularitet har ligget på det samme niveau de seneste syv til otte år.
Efterspørgslen fra udenlandske købere, der står for 15,4 procent af de samlede boligkøb, er hovedårsagen til at salgene er på vej op og går hurtigere. Mindre overraskende er briter mest interesseret efterfulgt af belgiere, franskmænd, svenskere og tyskere.
Marbella på toppen
Marbella er fortsat stedet, der først får købernes opmærksomhed, selvom Estepona har oplevet en stigende interesse de seneste to år.
Boligpriserne på Costa del Sol forventes overordnet at stige med op til ti procent det kommende år i områder som Marbella, Estepona og Casaras.
Derudover er antallet af nye ejendomme på markedet vokset til 15.555, hvilket er en stigning på 4,87 procent i forhold til sidste år og den første stigning siden 2007.
Kan stadig vare år
Selvom boligerne er klart hurtigere at sælge, kan det stadig tage op til 52 måneder (tidligere 104 måneder) at sælge et hjem eller boligkompleks med flere familier og omkring 22 måneder (tidligere 55), før en køber findes til en større ejendom.
En typisk lejlighed på Solkysten har et areal på cirka 133 kvadratmeter med en pris på omkring 223.050 euro. På den anden side vil en typisk villa være på omkring 425 kvadratmeter og koste 1.007.694 euro.
Prisen på de større hjem er faktisk vokset med 39 procent, mens prisen på hjem til en enkelt familie er stabiliseret på det samme niveau.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.