Rejsevejledninger uden hensyn til livsmod
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 12/12/2020 - 07:00
Coronavirus Klumme Rejser & oplevelser
KLUMME: “Karantæne” er nøgleordet for rejsemål, hvis smittetal ligger langt under Danmarks.
Mange - og især rejsebranchen - havde tryglet Udenrigsministeriet i Danmark om at opdele sine rejsevejledninger på regioner i stedet for på hele lande.
Begrundelsen for det ønske var, at man gerne ville genoptage rejser til for eksempel Kanarieøerne, hvis smittetal længe har ligget under det danske.
Drømmen brast
Nu ligger der så den første rejsevejledning fra Udenrigsministeriet, som bygger på de regionale smittetal i tabellen fra Statens Serum Institut.
Problemet er bare, at alle regioner er i “karantæne”, hvilket igen betyder, at Udenrigsministeriet fraråder rejser til dem. Der er er dog undtagelser nogle steder i Norden.
Traditionen tro medtager Statens Serum Institut ikke regions-tallene for Danmark selv, så dem får du her for at kunne sammenligne:
Tabellen fra Statens Serum Institut bygger på data fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Smitsomme Sygdomme, ECDC, der blev publiceret torsdag den 10. december. Det er dog slet ikke ensbetydende med, at tallene er dagsaktuelle. For eksempel er de spanske smittetal fra mandag den 7. december.
Det er da også nærmest ligegyldigt i den store sammenhæng, fordi smittetallene ligger ret stabilt med en faldende tendens.
Uforståeligt
Anderledes forholder det sig med smittetallene i Danmark, og det er virkelig årsagen til, at de nye rejsevejledninger er uden hensyn til livsmod.
Én af udenrigsminister Jeppe Kofods favorit-udtalelser er, at “regeringen gambler ikke med folkesundheden”.
Hvis jeg var udenrigsminister, ville jeg have mere end svært ved at få ordene over mine læber og fraråde, at et par i risikogruppen boende i Storkøbenhavn skulle tage til Kanarieøerne med et cirka 10 gange lavere smittetal.
For at være helt sikker i min opfattelse bad jeg direktør Søren Brostrøm i Sundhedsstyrelsen om en vurdering af "parrets" situation. Det ville man dog ikke svare på og henviste til Udenrigsministeriet, der iøvrigt selv skriver:
"Udenrigsministeriet kan ikke svare på sundhedsfaglige spørgsmål om coronavirus/COVID-19. Vi henviser til Sundhedsstyrelsens hjemmeside."
Så jeg kan fortsat kun bygge på min egen opfattelse og de mange tilbagemeldinger, som vi har fået fra vores Amigos, der gennem det seneste halve år har gennemført mange gode rejser til Spanien uden at være blevet smittet grundet fornuftig adfærd.
Så indtil nogen overbeviser mig om det modsatte - og kom gerne an - vil jeg kun ønske rigtigt mange en skøn tur til Kanarieøerne, hvor I også forsikringsmæssigt vil være i lokalregeringens gode hænder - udover jeres blå sygesikringskort. Blandt andet, hvis en - forhåbentlig ikke - hjemtransport skulle blive nødvendig.
Heldigvis er der stadig nogle flyselskaber med hår på brystet, der fortsat flyver til Kanarieøerne og andre destinationer i Spanien. For eksempel den danske stats eget SAS (delvist), der har ganske mange afgange til både Kanarieøerne, Málaga og Alicante.
Jo da, moral kan have mange forskellige lag.
“Bliv hjemme”
Der er godt nok gang i “Bliv-hjemme"-opfordringerne til jul fra både Statsministeren og direktøren for Statens Serum Institut.
Der høres også forlydender om bekymring for at blande de ældre udsatte med ungerne og yngre juleaften.
Så send dog de ældre til Kanarieøerne i sol, 20 grader, glæde og hygge! Så er de da i det mindste i bedst mulig sikkerhed, inden de kan komme hjem og blive vaccineret efter nytår.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
PS: Glem ikke, at “folkesundhed” er andet end den medicinske. Den psykiske del er mindst ligeså vigtig - hvis ikke vigtigere. Netop frygten for at blive smittet og depressioner ved at skulle blive hjemme kan i høj grad svække immunforsvarets styrke mod smitterisikoen. Det handler om ikke at fratage borgerne deres livsmod - og specielt de ældres. Ikke ligefrem forhold, som hverken ministrene eller “eksperterne” har vist udprægede talenter til at mestre under de mange pressemøder. Og da slet ikke, når man har "udtænkt" rejsevejledningerne.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.