Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Over 240 er druknet i år

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 20/07/2017 - 10:25

Samfund og Politik

SAMFUND: Havet har krævet mange ofre i de seneste måneder, og i går blev statistikken endnu mere tragisk.

Næsten hver eneste dag kan man i de spanske medier læse om drukneulykker, hvor både lokale og turister får forvildet sig ud, hvor de ikke kan bunde.

Følg med i nyhederne ved at like facebooksiden

Og den kedelige statistik viser desværre, at havet i årets syv første måneder har været usædvanligt dødeligt.

Mellem den 1. januar og den 15. juli er hele 246 personer omkommet på offentlige steder - først og fremmest strande.

Tre børn efterladt

I går blev statistikken endnu grummere, da Diario Información kunne skrive, at et midaldrende, spansk ægtepar mistede livet på en strand i Guardamar samme formiddag.

Parret var gået i vandet, selv om det røde flag var hejst grundet dårlige vejrforhold.

Den tragiske historie bliver kun mere frygtelig af, at ægteparret fra Murcia var på ferie med deres to døtre på henholdsvis 11 og 16 år samt en nevø.

Alle tre børn er nu i de sociale myndigheders varetægt, hvor de modtager psykologhjælp.

Røde Kors har ifølge El País reddet 27 personer op af vandet på strande med rødt flag alene i går.

Sidste øjeblik

Omkring tre timer efter tragedien i Guardamar var ved at gå helt galt igen på en strand, der ligger kun godt 10 kilometer derfra.

To børn og en voksen var skræmmende tæt på at miste livet på Cala de Los Trabajos i Torrevieja, da børnene blev fanget i stærk strøm.

En politimand sprang i vandet for at hjælpe børnene, men på grund af de mere end to meter høje bølger kom han også hurtigt i problemer.

I sidste øjeblik lykkedes det at få en redningskrans ud til de tre, hvorefter de kunne reddes op i en båd.

Vær forsigtig

Herfra altså en opfordring til at være umanerligt forsigtig, når du er ude at bade. 

Gå ikke i vandet, hvis der er høje bølger eller strøm, og hold dig til strande, hvor der er livreddere klar.

Det burde give helt sig selv, men antallet af dødsfald afslører, at ikke alle overholder det, så nu tager vi den lige én gang til:

Gå ikke i vandet, når det røde flag er hejst!

Og lad os så håbe, at de første syv måneders kedelig statistik ikke fortsætter året ud.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.