Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Seks cyklister kørt ned

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 08/05/2017 - 12:28

Fly & trafik

TRAFIK: Ung kvinde med stoffer og alkohol i blodet besluttede sig for at køre hjem fra fest. Det endte ganske katastrofalt.

Søndag morgen, klokken er ikke ni endnu, men solen er stået op. Seks venner kommer cyklende på N-332 nær Oliva i Valencia. De er altid ude at cykle og få motion om søndagen.

Men søndag den 7. maj bliver slet ikke som andre søndage.

Samme dag har en 28-årig kvinde nemlig været til fest hele natten, hvor hun både har drukket og sniffet kokain. Alligevel beslutter hun sig for at køre i sin bil fra festen.

Guardia Civil pågreb den kvindelige bilist søndag morgen, efter hun havde majet seks cykelryttere ned.

Eduardo og Luis døde på stedet

Eduardo Monfort Gasent på 28 år og Luis Alberto Contreras på 50 omkom. Tre andre er alvorligt kvæstet: Andrés Contreras, Scott Gordon og José Antonio Albi.

Den sjette rytter, Jaime Escortell, slap med lettere kvæstelser. Han fortæller, at det hele gik ekstremt hurtigt, og at de ganske enkelt ikke havde en chance for at reagere.

Bilen kørte meget stærkt, og kvinden drejede pludselig over i den modsatte vejbane og kørte direkte ind i vennegruppen

Ulykkesområdet blev hurtigt fyldt med betjente fra Guardia Civil, tre ambulancer og en helikopter. Eduardo Monfort Gasent havde adskillige kvæstelser. Han blev evakueret i helikopter i kritisk tilstand til Hospital de La Ribera. José Antonio Albi kom også med helikopteren med lignende skader. 

Politiets teknikere kunne efterfølgende konstatere, at der ikke var nogen bremsespor på vejen.

Ulykken skete omkring klokken 8:30 på en helt lige strækning på N-332 mellem de to valencianske byer Oliva og Denia, og der var ingen andre biler involveret.

Fire gange det tilladte

Kvinden blev anholdt og kørt til sygehuset for at få taget blodprøve. Hun blev testet positiv for både stoffer og ​​alkohol.

Faktisk havde hun fire gange den tilladte promillegrænse. Efterfølgende røg hun i arresten hos Guardia Civil i Gandia, hvor hun har siddet frem til i dag, hvor hun kom for en dommer.

Af de tre kvæstede står det værst til med den 46-årige, der er indlagt på hospitalet i Denia med adskillige brud på både arme og ben samt kvæstelser i brystet.

De to andre kvæstede er indlagt på intensivafdelingerne på hospitalerne La Fe i Valencia og La Ribera i Alzira. Deres tilstand betegnes som alvorlig.

Risikerer mange års fængsel

Den 28-årige kvinde er indtil videre sigtet for to tilfælde af uagtsomt manddrab og for at have kvæstet de to andre. Uagtsomt manddrab har en strafferamme på et til fire år. Det vil sige, at kvinden står til op til otte års fængsel for de to dræbte alene.

Borgmesteren i Javea, José Chulvi, har erklæret tre dages sorg. Den unge kvinde har været for en dommer i dag.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.