Skidt slutning på glad aften
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 22/10/2018 - 07:00
Sundhed & sygdom
SYGDOM & SUNDHED: 12 glade gæster fik rigtigt dårlig mave på kendt restaurant. Køkkenpersonalet smittede dem med leverbetændelse, og alle endte på hospitalet.
Gæster, der bliver syge, er det værste, der kan ske for en restaurant.
I sidste uge skete det værste, da gæster blev smittet med hepatitis A på en restaurant i Finestrat i Alicante.
Hele 12 personer blev ramt, og Tagliatelle, der er en del af en kæde, er blevet lukket indtil videre.
Det skriver FACUA.org
Sundhedsmyndighederne undersøger nu sagen.
Hepatitis A er en virus, som smitter gennem blod eller afføring, og i sagens natur bør det ikke findes i et køkken.
Ansatte med virus
Enkelte ansatte i restauranten fik også konstateret hepatitis, og de er blevet isoleret og er i behandling. Alle andre er blevet vaccinerede.
Virus smitter inden for første uge, man har fået den, via de ting, man rører ved, hvis man ikke vasker sine hænder ordentligt. Smitten kan for eksempel overføres via frugt, grøntsager, rå skaldyr, vand og is.
Nu er alt den slags smidt ud, og restauranten er lukket, mens man desinficerer den fra gulv til loft.
En tur på hospitalet
Af de 12 stakler, der spiste på restauranten, måtte de 11 på hospitalet, og én blev indlagt for en længere periode, men meldes i bedring.
La Tagliatella har restauranter i hele Spanien, og alene i Valencia er der en snes stykker.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.