Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skjold mod sexchikane

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 06/07/2018 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Valencias musikfestivaler byder nu på hjælp mod seksuel forulempelse.

Sommer er festivaltid, og ikke mange regioner tilbyder så mange som Valencia. Men festivaltid er desværre også tid for seksuelle overgreb. 

Mange vælger at sige, at kvinderne må blive væk, hvis de ikke ‘kan tåle lugten i bageriet’. Den holdning har arrangørerne af festivalerne ikke. De mener, at piger skal have lov til at udfolde sig lige så frit som mænd.

Hvis man går til festival i Valencia, er der nu en bedre chance for, at man som kvinde får lov til selv at bestemme, hvor meget man vil finde sig i.

Det skriver Elpais.com

Det er jo en trist men kendt sag, at når øl og sprut, eventuelt spædet op med lidt galar, går ind, så går forstanden ud - især på festivaler.

I Spanien har man på det sidste kunnet se, at holdningen til kvinder, der morer sig, stadig er lidt dobbelttydig. Berusede kvinder er, mener halvdelen af befolkningen, selv ude om det, hvis de bliver forulempet.

Den holdning vil festivalerne gøre op med.

Hjælp før og efter

‘Puntos violeta’ er en foranstaltning, der skal forhindre at kvinder - og det er i 97 procent af tilfældene kvinder - bliver forulempet. 

Det vil de gøre ved oplysning. De uddeler brochurer, der blandt andet gør op med myten om, at et nej i virkeligheden er et ja. Hvis det viser sig ikke at være nok, kan stederne også hjælpe piger, der er blevet overfaldet, presset eller ligefrem voldtaget.

Ordet ‘violeta’ er dobbeltydigt - violar betyder voldtage.

Solid indsats

Hjælpestederne vil være åbne fra syv om aftenen og til klokken tre om morgenen. De vil være ledet af Røde Kors og råde over tre specialister i at håndtere de psykologiske, følelsesmæssige og lovmæssige sider af et overgreb. 

De vil være i uafbrudt kontakt med kvindecentre. Og de vil også være behjælpelige med at hjælpe piger, der er blevet voldtaget før festivalen, men ikke har haft mod og kræfter til at gøre noget ved det.

Idéen er opstået i 2017, da El Festivern lancerede den, og nu har mange festivaler fulgt den op. Der er faktisk en venteliste for at få lov til at benytte de violette punkter.

Flertal generes

Og de er triste men nødvendige. 57 procent af pigerne, der har været på festival, har været ude for uønsket opmærksomhed af mildere eller sværere grad.

De nye tiltag vil nok være en trøst for forældre, der har hjertet oppe i halsen, når deres piger tager af sted.

Og trods alt er alternativerne heller ikke helt tiltrækkende. Men de forekommer. I både Danmark og Sverige har man holdt festivaler, hvor mænd simpelthen ikke havde adgang.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.