Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skruer op for tyreløb

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 20/08/2015 - 12:29

Samfund og Politik

KULTUR: Spanierne er vilde med deres tyretraditioner – i hvert fald hvis vi bare ser på tal. På bare et enkelt år blev der afholdt 2.000 flere tyreløb.

Populære traditioner med tyreløb i gader blev i 2014 øget til i alt 15.848 registrerede løb rundt omkring i Spanien. Det er over 2.000 flere end i 2013.

Det oplyser Kulturministeriet.

Stigningen på 15 procent står i skarp kontrast til otte procent færre traditionelle tyrefægtninger og en mindre stigning på fem procent samlet set for alle typer tyretraditioner som 'novilladas' (tyrefægtning med tyre under tre år) og 'rejoneos' (tyrefægtning til hest). Det skriver El País.

Denne sommer er ni mennesker døde i forbindelse med tyreløb, og det har genåbnet debatten om sikkerheden i de populære tyreløb i Spanien. En tradition, der ellers styrtdykkede under krisen. I 2011 var der 14.262 tyreløb, mens antallet faldt til 13.815 i 2013, og nu er traditionen altså blevet skruet op på fuld styrke igen med 15.848 registrerede løb.

Valencia i top

Det skyldes først og fremmest den økonomiske fremgang, men også, at PP-regeringen i Valencia har givet sin fulde opbakning til tyreløbene. Det er da også her, der skete den mest markante stigning i 2014 med over 28 procent flere end i 2013.

Samlet set tegner Valencia sig da også for 88 procent af de 2.033 nye tyreløb, der blev afholdt i Spanien i 2014. Og det kommer nok ikke til at gå i den anden retning lige foreløbigt, I marts 2015 vedtog regionsregeringen, at det står enhver lille landsby frit for, om man vil afholde tyreløb - der er altså åbnet helt op for at holde traditionen i hævd.

De røde firkanter markerer antal døde i 2014

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.