Spanien holder trusselsniveau i ro
Skrevet af Pia Bruun, man, 16/11/2015 - 10:03
Krimi og katastrofe
TERROR: Regeringen appellerer til ro og lover mere kontrol og overvågning efter terrorangrebet i Paris.
Spaniens indenrigsministerium har besluttet ikke at hæve sit terroralarmberedskab. Indenrigsminister Jorge Fernández Díaz vil styrke sikkerheden på visse områder, men vil af sikkerhedsmæssige årsager ikke fortælle særligt meget konkret. Samtidig har familierne til to spaniere bosat i Paris talt med deres pårørende – efter de først var blevet rapporteret omkommet.
Det står dog klart, at bliver indført mere kontrol ved grænseovergangene ved de to spanske enklaver Ceuta og Melilla, som er de eneste steder, hvor der er landegrænse mellem EU og Afrika.
Overgangen mellem Ceuta og Marokko er en af de mest trafikerede langs EU's ydre grænser. Her paserrer 2.500 biler og 20.000 personer hver dag. Også færgetrafikken mellem Algeciras og Marokko er blevet underlagt øget kontrol.
Spaniere ikke døde alligevel
En af de to spaniere, der lørdag blev rapporteret omkommet, er i live. De franske myndigheder oplyste ellers lørdag, af to spanske statsborgere var omkommet. Det spanske udenrigsministerium underrettede pårørende til de to.
Men i det ene tilfælde blev nyheden afkræftet få timer senere. Den 34-årige politolog Alberto Pardo Touceda fra Galicien, som flyttede til Frankrig i 2012 for at finde arbejde, var officielt at finde blandt de døde ved koncerten i Bataclan.
Men timer efter at hans familie var underrettet, afviste Alberto Pardo selv, at han skulle være død.
- Jeg ser mig selv, så jeg er i live, siger han til avisen El Mundo.
Pardos gudmor, onkel og hans søn bekræfter, at de har talt i telefon med ham, og den 34-årige spanier har også været i kontakt med det spanske konsulat i Paris.
Rod i optællingerne
Også en anden spanier, som blev rapporteret død, er i live. 59-årige Jorge Alonso de Celadas familie siger, at den har været i kontakt med ham.
Den 59-årige var på en uges ferie i Paris og befandt sig i en af de restauranter, der blev angrebet. Det første spanske offer, som er blevet erklæret død, er den 29-årige Juan Alberto González fra Granada, som blev dræbt af terroristernes kugler i Bataclan.
Han var til koncert med det amerikanske band Eagles of Death Metal med sin kone. Parret blev skilt fra hinanden under angrebet, og hans hustru siger bagefter, at hun så sin mand falde til jorden, da politiet stormede bygningen.
Hun så også, at han blev hastet i en ambulance, men nåede ikke at følge efter. Parret, der begge er ingeniører, havde boet i den franske hovedstad i de sidste to år.
Den 27-årige spansk-mexicanske Michelli Gil Jáimez, er også rapporteret dræbt under angrebet på La Belle Equipe restaurant.
Flager på halv
Der har siden attentatet været flaget på halv på rådhuse og offentlige kontorer, og der blev her til formiddag holdt et minuts stilhed til minde om ofrene for massakren i den franske hovedstad.
Premierminister Mariano Rajoy dæmper frygten for mulige angreb på spansk jord.
- Vi ønsker at fortælle vores franske venner, at vi står ved deres side, og at de kan regne med os, sagde Rajoy, som dog afviser at regeringen vil hæve terrorberedskabet.
Bevarer terrorberedskabsniveau
Indenrigsminister Jorge Fernández Díaz forklarede lørdag, at regeringen havde besluttet at opretholde trussels-niveauet på det nuværende niveau.
Et udvalg, der omfatter landets top-politichefer, udelukker at hæve advarslen fra niveau fire til fem, der er den højest mulige. Niveau fem betyder, at der er en 'overhængende fare' for et angreb.
- Vi ønsker at sende en appel til ro, sagde ministeren.
Niveau fire betyder en stærk tilstedeværelse af sikkerhedspersonale på udsatte steder som lufthavne, togstationer, kraftværker og kommunikationscentre.
Alle anti-terrorenheder i politikorpset er aktiveret, men militæret er dog ikke blevet mobiliseret. Spanien har været på niveau fire siden juni, da islamistisk terrorisme ramte Tunesien, Frankrig og Kuwait.
Niveauet havde frem til januar været på tre, men blev efter angrebet i Paris, på det satiriske ugeskrift Charlie Hebdo. Hævet til fire. Det var første gang siden bomberne i Madrid den 11. marts 2004.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.