Spaniere og alkohol
Skrevet af Redaktionen, tor, 07/12/2017 - 01:00

Penge & Forbrug
FORBRUG: Danskere har ry for at kunne lide én lille en til ganen, men kan vi lide det mere end spanierne? Nye tal viser, hvem der bruger flest penge på alkohol.
Borgere i den europæiske union brugte i gennemsnit 1,6 procent af husholdningsbudgettet på at more sig med alkoholiske drikkevarer i 2016.
I alt giver det 130 milliarder euro, svarende til 0,9 procent af unionens samlede BNP. Godt og vel 250 euro per indbygger.
Generelt brugte et hjem i unionen flere penge på alkohol end sundhedssikring sidste år.
Men Spanien er det land, der trækker tallene mest i den ædruelige retning.
Det viser spritnye tal fra Eurostat.
Danmark og Spanien?
0,8 procent af de spanske husholdningsbudgetter gik til alkohol sidste år. Sådan så det også næsten ud for 10 år siden, hvor det var 0,7 procent.
Statistikken medregner ikke alkohol købt på restauranter og på hoteller.
Danskere har ry for godt at kunne lide en lille en til ganen, men faktisk ligger vi ret solidt omkring gennemsnittet. 1,7 procent af budgetterne gik til alkohol.
Sydeuropæisk tendens
Spanien er ikke det eneste sydeuropæiske land, som ikke bruger så mange penge på alkohol.
Grækenland og Italien bruger begge 0,9 procent, mens Portugals 1,4 procent er nærmere Danmarks forbrug.
Hvem har den største brandert?
I den tunge ende af skalaen stikker Estland helt af. 5,6 procent af de estiske budgetter gik til alkohol.
Her kan du se hvor stor en del af hvert lands gennemsnitlige husholdningsbudget, der blev brugt på alkoholiske drikkevarer i 2016.
(Grafik: Spanien i Dag)
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.