Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien: Nej til Skotland i EU

Skrevet af Pia Bruun, fre, 01/07/2016 - 10:53

Samfund og Politik

POLITIK: Spanien ønsker, at Skotland forlader EU på lige fod med Storbritannien. Kan et veto være på vej?

Fredag morgen stod det klart, at Storbritannien ikke længere er en del af EU, men på et møde mellem de resterende 27 EU lande i kølvandet på Brexit understregede den skotske premierminister Nicola Sturgeon, at 'Skotland ikke ville svigte EU'.

Hun slog dog samtidig fast, at Skotland vil kæmpe for at bevare sine forbindelser med EU uden at forlade Storbritannien.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, forsikrede på mødet, at han ville lytte opmærksomt til Sturgeon i de kommende måneder, og at Skotland havde sin fulde ret til at blive hørt i EU.

Hver valgkreds i Skotland havde et flertal af ja-til-EU stemmer, og 62 procent af vælgerne stemte på at forblive i EU.

Rajoy imod

Spaniens premierminister Mariano Rajoy har nægtet at gå ind i en debat, men siger, at hvis Storbritannien forlader EU, må Skotland følger efter.

- Vi kan ikke have en region som medlem, siger han og afviser samtidig, at det har noget at gøre med Cataloniens krav om optagelse i EU som en selvstændig stat.

De catalanske ledere forbereder catalansk uafhængighed i 2017, og vil derefter søge om optagelse i EU.

Afviser sammenhæng

På et spørgsmål om, hvorvidt den spanske premierminister vil nedlægge veto mod skotsk medlemskab af EU, afviste Rajoy at svare.

- Det er ikke op til mig at spå om fremtiden. Det faktum, at Storbritannien forlader EU har intet at gøre med de idéer, der hersker blandt visse politiske ledere i Catalonien, påstod han på mødet.

- Når det gælder Skotland taler vi om en proces, der skal foregå stille og roligt, men Skotland har ingen kompetence til at forhandle i EU - den spanske regering modsætter sig dette; og jeg er sikker på, at resten af landene er enige, understregede Rajoy.

Fransk dilemma

Frankrigs socialistiske præsident, François Hollande, vil heller ikke diskutere skotsk medlemskab af EU.

Her er der en klar parallel til den spansk-catalanske sag, eftersom Frankrigs nordvestlige region Bretagne også ønsker uafhængighed.

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.