Spanien scorer VM-guldet
Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 03/12/2018 - 11:46
Sport & hobby
VIDEO: Spansk fodboldlandshold vinder verdensmesterskaberne efter nervepirrende kamp mod Mexico.
For første gang nogensinde kan spillerne for det spanske U-17 kvindelandshold kalde sig verdensmestre i fodbold.
Det skete efter de rødgule piger lavede to kasser mod Mexico lørdag, hvor Spanien dominerede stort set samtlige 90 minutter.
Aldrig før har et spansk kvindelandshold hevet et VM-trofæ i hus. I 2014 var U-17 pigerne millimeter fra guldet, men blev tværet ud af japanerne i finalen.
I sommer var det igen Japan, som knuste de spanske gulddrømme, da kejserriget besejrede U-20 kvinderne ved verdensmesterskaberne i Frankrig.
Første halvleg
Weekendens VM-finale blev spillet på Charrúa Stadion i Uruguays hovedstad Montevideo.
De spanske piger lagde godt fra start og sad tungt på boldbesiddelsen fra første sekund.
Mexicanerne fik ikke et ben til jorden, og efter kun 16 minutter leverede den spanske topscorer Clàudia Pina kampens første mål, der blev sat overbevisende ind med venstrebenet.
10 minutter senere var Pina sulten igen, og efter en aflevering fra Eva Navarro hamrede hun bolden i det mexicanske net.
Det eneste tidspunkt, hvor den spanske førsteplads var i fare, var, da mexicanske Denise Castro reducerede føringen til 2-1 med et hovedstød.
Anden halvleg
Efter pausen var Mexico opsat på at udligne, men det spanske forsvar var uigennemtrængeligt.
Mexicanerne prøvede flere gange at overraske spanierne med lange bolde, men europæerne havde allerede lugtet guldet og lod sig ikke snyde.
Kampens sidste minutter blev en sand neglebider for det spanske publikum, men pigerne formåede at holde føringen til fløjten endelig lød.
Mexicos sidste chance blev to frispark, som dog ikke formåede at trænge gennem den spanske mur.
Uovertruffen spiller
Med sine to mål i kampen blev Clàudia Pina ikke bare spaniens mest scorende spiller, men hele turneringens.
Både hende og ghanesiske Abdulai kan kalde sig VM-topscorer med syv mål hver.
Udover Pina fremhæves angriber Eva Navarro, midtbanespiller Irene López og kaptajn Catalina Coll også for deres præstationer under turneringen.
Se højdepunkter fra kampen her:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.