Spanien trængte virkelig til nogle sejre, og så udskrev kongen en konkurrence ...
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, fre, 27/06/2025 - 08:59

Samfund og Politik
VIDEO: Det med at flage er ikke kun dansk nostalgi.
Spaniens flag er et nationalt emblem, der på et tidspunkt gav rigtig, rigtig god mening i krig.
Men selvom det er gammelt, er det naturligvis ikke noget imod vores smukke Dannebrog, der menes at stamme fra den danske korstogsperiode i 1100-1200-tallet. Den første dokumenterede brug er dog i Valdemar Atterdags våbenskjold fra anden halvdel af 1300-tallet, og så er der jo den velkendte myte om flagets oprindelse, hvor det faldt ned fra himlen under Valdemar Sejrs slag ved Lyndanisse i 1219 mod esterne.
Uanset hvad man tror på, betragtes Dannebrog ofte som verdens ældste nationalflag.
Helt så mange år på bagen kan man ikke helt sige, det spanske flag har, og det faldt i hvert fald slet ikke ned fra himlen.
I år er det 240 år siden, at Karl III besluttede at det spanske flag med de røde og gule farver skulle markere den kongelige flådes banner. Der var nemlig store problemer med at identificere krigsskibe, og det skulle flagene være med til at rette op på. Det er jo også lidt noget rod at komme til at angribe vennerne hele tiden …
Et flag er altid forbundet med kontroverser, uanset om det er flaget eller den nationale hymne. Men på et historisk plan er der ikke plads til debat. I århundreder kæmpede, sejlede og identificerede spanierne sig blandt andre store nationer ved at bruge østrigernes og bourbonernes farver. Man kunne også bruge bannerne for de enkelte daværende kongeriger på den Iberiske halvø.
For at finde frem til oprindelsen af det spanske nationalflag skal vi tilbage til midten af det 18. århundrede ombord på et hvilket som helst spansk skib. Flaget blev nemlig “født på havet", som det fremgår af en dokumentarfilm i anledning af flådens 240-års jubilæum.
Se i øvrigt filmen i bunden af denne artikel, og husk; du kan let aktivere danske undertekster ved først at trykke på tandhjulet i bunden af den højre side af afspilleren og vælge dansk ved undertekster, og derefter trykke på firkanten med stregerne ved siden af tandhjulet.
Hvem er hvem?
Tilbage til flaget. I 1785 besluttede Karl III, som var en oplyst monark par excellence, at nu skulle der bringes orden i det heraldiske kaos, der herskede på krigsskibene. Problemet var åbenlyst: De mange forskellige spanske bannere skabte forvirring, når man skulle identificere et skib.
Kongens konklusion var, at brugen af det hvide flag med Bourbon-slægtens våbenskjold på åbent hav gjorde det umuligt at skelne et skib fra det franske flag eller fra Napolis flag. Det var turbulente tider for Spanien, som i forvejen havde tabt mange krige, og kongen havde ikke råd til flere fejl - som for eksempel at angribe et venligtsindet skib på grund af en fejlagtig identifikation. På kongens instruks udskrev det daværende flådeministerium en offentlig konkurrence om at designe et nyt flag til den kongelige flåde.
Karl III forkastede ti forslag, men til sidst var der bingo.
"Jeg har besluttet, at mine krigsskibe fra nu af skal bruge et flag, der er opdelt på langs i tre striber, hvis øvre og nedre striber skal være røde, hver en fjerdedel af den samlede bredde, og den midterste stribe gul og med mit kongelige våbenskjold placeret på denne stribe", stod der i det kongelige dekret, der blev underskrevet i Aranjuez den 28. maj 1785 af flådeministeren, A.D. Antonio Valdés, som definerede og etablerede det rød-gule flag til at repræsentere kongens flåde.
Et flag for alle
I de næste 60 år sejlede dette flag rundt på alverdens have og oceaner som et symbol på den spanske flådemagt. I 1843 indførte dronning Isabella II det røde og gule flag som det nationale banner for "hav- og landhærene og for offentlige bygninger". De facto blev flaget altså alle spaniernes flag, som vi kender det i dag.
Siden da har designet stort set ikke ændret sig, kun våbenskjoldet er blevet en smule anderledes. Under den Anden Spanske Republik blev der vedtaget et andet flag, og derefter genoplivede Franco-regimet det rød-gule flag og ændrede våbenskjoldet.
Forfatningen fra 1978 etablerede det rød-gule flag som alle spanieres nationale flag, og våbenskjoldet fik sit nuværende udseende gennem en lov i 1981.
Og her er så dokumentarfilmen i anledning af flådens 240-års jubilæum:
Kan måske også interessere dig
Ballade på Borgen: Sánchez kræver, at Israel udelukkes fra Eurovision
Sammenligner med Rusland, der blev bedt om at forlade internationale konkurrencer.
Eksorbitant gave til Trump, sundhedsskadelige Aldi-tekander, kan ikke få armene ned og havets egen harmonika
Kort og godt om lidt af hvert i tekst og billeder …
Spektakulær naturoplevelse i hjertet af Alicante-provinsen
VIDEO: På eventyr på de vilde gangbroer.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.