Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens smukke slotte

Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 02/11/2014 - 00:02

WEEKEND: Tag med til nogle af Spaniens sande skatte, hvor eventyr og historie lever side om side.

Alle vil have en bid af kagen og det har da også nogenlunde været tilfældet: Snart sagt alle har gennem tiden haft en bid af Spanien. Det har ikke altid været lige skægt, men levnet fra de forskellige herskere har sat sit præg på landet - også i dag.

På grund af sin historie, har Spanien et hav af smukke, gamle imponerende slotte. Fra barske fæstninger på ugæstfri bjergsider til sande paladser i centrum af byer. De er i alle afkroge af landet, og der er så mange, at det er vanskeligt at udvælge bare et par stykker.

Men i sagens natur kan vi ikke komme omkring dem alle, og Skyscanner har derfor igen gjort os en tjeneste og udvalgt 15, der er helt perfekte til en efterårstur.

Vi kommer rundt i hele landet for at udforske de mest fantastiske slotte og fæstninger, Spanien har at byde på. Nogle ligner ligefrem noget, der er løgn - men på den gode måde.

Alcázar de Segovia, Segovia, Castilla y León

Et sandt eventyr

Det siges, at Walt Disney var inspireret af Alcazar de Segovia, da han skrev Askepot, og det er faktisk ikke svært at forstå. Dette monument-agtige slot med sine ikoniske tårne dominerer totalt landskabet på en bakke mellem to floder, og det er bestemt et eventyr værdigt.

Det blev bygget i 1122 på en spansk-maurisk borg, og Kong Alfonso VIII boede her.

Man kan godt forstå, at Walt Disney blev inspireret her

Gennem århundrederne er det blevet renoveret og udvidet flere gange, men som det ser ud i dag, har vi Philip II at takke for. Det var en af de mest storslåede slots-paladser i Middelalderens Spanien, og i dag er det et historisk og kunstnerisk monument, der hvisker historien ind i øret på de besøgende med i sine imponerende haller og tårne. Især Sala del Trono og Sala la Galera skulle være ret fantastisk.

Castillo de Butrón, Vizcaya, País Vasco

Tid til at investere?

Selv om det i dag er lukket for offentligheden og sat til salg, er Butrón-slottet noget af et middelalderligt vidunder, der blev ombygget i det nittende århundrede. Denne levende fantasi af tårne, løbegange og smukke udsmykninger er udført i bayersk slots-stil.

Det ligner næsten en filmkulisse

Fortet er beliggende i et fantastisk område med stor naturlig rigdom og er omgivet af fire meter høje mure, har et hav af værelser, et kapel, en kæmpe stue på 200 kvadratmeter, den typiske gårdplads i midten, et bibliotek og en fangekælder.

I årevis blev det brugt som en kro med middelalder-show, men i dag er stedet altså lukket og til salg. Måske noget for dig?

Stedet udgør en ret flot kulisse til bryllupsbilleder

Castillo templario de Ponferrada, León, Castilla y León

Slottet i Ponferrada står som det tavse vidne på fortidens togtrækkeri mellem de, der krævede retten til området i regionen El Bierzo. Slottet ligger strategisk (og meget smukt, men det var de nok lidt ligeglade med dengang) placeret på en bakke ved sammenløbet af floderne Sil og Boeza. Selv om dets oprindelse går helt tilbage til kelterne, var det Tempelherrerne, der gav stedet både berømmelse og navn.

Slottet blev brugt som byggemarked af de lokale

Da tempelridderne blev opløst i det fjortende århundrede, overgik slottet til tronen af León. Denne fæstning er fuld af små finurlige kroge og er resultatet af århundreders ombygninger og udvidelser. Husk at komme en tur i våbengården, kig ud af de små huller, der blev brugt til at spotte fjenden, og gå en tur rundt ved hovedindgangen med de to tårne.

Desværre gik meget tabt i det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende, da de lokale brugte slottet som en slags stenbrud og rev meget ned. For at bygge en fodboldbane! Først i 1923 blev det erklæret for nationalt monument, og dermed blev der sat en stopper for forfald og nedrivning og i stedet fokuseret på renovering.

Castillo de Peñafiel, Valladolid, Castilla y León

Ohøj, Hr. skipper!

Har du nogensinde set en bådformet borg? Hvis ikke - og hvis du tænker, at det kunne være skægt - så et det tid til at tage et smut forbi byen Peñafiel Valladolid. Her finder du en stenfæstning placeret højt oppe på en smal højderyg. Det har været udnævnt som nationalt monument siden 1917 og blev bygget i det tiende århundrede, af kongen af León, Ramiro II.

Den gode Ramiro skal dog ikke have hele æren, da det reelt var Prins Don Juan Manuel, der byggede videre, og var manden bag det, vi kan se i dag. Med sine 35 gange 210 meter er Peñafiel-slottet et pragteksemplar på middelalderlig arkitektur.

Forfra ser fortet kæmpe stort ud - ikke så meget fra siden

Formen er ekstremt interessant i sig selv, men tårnene er alligevel kronen på værket. I et af værelserne finder du provinsens officielle vin-museum, så der er faktisk ingen grund til at tage nogen som helst andre steder hen - alt bliver tilfredsstillet her: øje, intellekt, mave og nysgerrighed.

Castillo de Coca, Segovia, Castilla y León

Luk øjnene og forestil dig et eventyrslot med tårne, høje mure og en voldgrav fyldt med sultne krokodiller. Åbn nu øjnene og kig på billedet herunder.

Ældgammelt og meget fint

Castillo de Coca (dog uden de glubske krybdyr) er et af de mest spektakulære slotte i Spanien af mange grunde. Fra det femte århundrede er det et af de bedste eksempler på spansk gotisk-maurisk arkitektur, og slottet troner stolt lige dér, hvor floden Voltoya slår et sving. Det er et nationalt monument og har et fantastisk forsvarssystem med store mure og porte.

Gå endelig ikke glip af den smukke gotiske hvælving med geometriske mosaikker i våbenrummet. Stedet lå i ruiner indtil begyndelsen af dette århundrede og i dag, hvor det er totalt restaureret, er slottet et af de nationalhistoriske landemærker. La Casa de Alba har udlejet stedet til Landbrugsministeriet indtil 2054.

Castillo de Belmonte, Cuenca, Castilla-La Mancha

Belmonte-slottet er omgivet af hvedemarker, og med den blå himmel som baggrund er det en af de mest unikke og bedst bevarede slotte på det spanske fastland. Det troner på en bakke og er erklæret nationalt monument. Det ydre af slottet står stort set uforandret, fra da det blev opført i det femtende århundrede på bestilling fra den første Marqués de Villena.

Husk at kigge ned i fangekælderen

Det er en imponerende fæstning, og ligesom de fleste af ”kollegerne” fik det lov til at forfalde i århundreder, indtil kejserinden Eugenia de Montijo genskabte dets oprindelige pragt i det nittende århundrede.

I dag er fæstningen fortsat beboet, og hvis det passer med rejseplanerne kan du besøge stedet under den store middelalderfest Campeonato Mundial de Combate Medieval. Husk også lige at slå vejen forbi fangehullerne dybt under fæstningen - der ville man dog nok nødigt overnatte.

Castillo de Loarre, Huesca, Aragón

Hollywood valgte Spanien

Silhouetten af slottet mod dels den dramatisk højderyg og den lille frodige skov er uforlignelig. Castillo de Loarre ligger midt i Huesca og er opført på et forbjerg af kalksten.

Det stammer helt tilbage fra det 11. århundrede, men er ikke desto mindre i en fremragende tilstand, og måske derfor blev det udvalgt som location i filmen 'Kingdom of Heaven' af Ridley Scott med Liam Neeson og Jeremy Irons. Fortet er omgivet af en mur, der måler 172 meter i diameter.

Se trailer til filmen fra 2005:

Vent bare - så snart du krydser indgangsporten, forelsker du dig i stedet. Fordyb dig i historien og nyd udsigten fra tårnet. Det anbefales i øvrigt, at du napper den guidede tur med lyd i ørene, da det så vil virke som om, at stedet stadig er beboet.

Castillo de Almodóvar del Río, Córdoba, Andalucien

Smukt og højtidligt troner fæstningen over byen

Højt placeret på en bakke med byen Almodovar del Rio for foden ligger den næste fæstning på listen. Den er vildt flot fra afstand, men måske endnu mere i takt med, at du kommer tættere på de gamle mure. Den stammer tilbage fra den mauriske besættelse i det ottende århundrede, selv om der dog også er fundet rester af et romersk fort på stedet.

I middelalderen blev det udvidet og renoveret, og det gav slottet det højtidelige udtryk, vi kan opleve i dag.

Der er en ganske fornuftig udsigt fra fæstningen

Castillo de Almodóvar del Río er et skønt sted med sine tårne, løbegange og gårdhave.

Heldigvis for os i dag fik ejeren i det tidligere tyvende århundrede, Hertug Torralva, reddet slottet fra den sikre ruin, da han fik hele baduljen restaureret. I dag er det et af de bedst bevarede slotte i Spanien.

Du kan vælge at komme på en guidet (og ret dramatiseret, hvis man er til den slags) tur, eller du kan nyde at gå rundt og opleve stedet på egen hånd. Der findes også af og til natlige besøg, der kaldes 'The Black Moon', hvilket skulle være en oplevelse for sig.

Tag på 'sort måne'-tur

Castillo de Cardona, Barcelona, Cataluña

Månen gør bestemt ikke dette sted grimmere

I hjertet af Catalonien finder vi den vigtigste middelalder-fæstning i regionen. Denne mastodont af en stenbygning kroner en bakke, hvorfra man har frit udsyn over landskabet som ingen andre steder fra. Det blev bygget i år 886, men blev shinet op i det femtende århundrede, da området blev styret af Hertugerne af Cardona - en vigtig gren af kongefamilien i Aragón.

En del af bygningen huser en National Parador, mens den anden er helt åben for besøgende. Blandt perlerne her finder du den majestætiske kirke San Vicente og tårnet fra det 11. århundrede.

Castillo de Olite, Navarra

Gå en tur i et af datidens smukkeste slotte

Det kongelige palads “El Palacio Real de los Reyes de Navarra de Olite” (som er det fulde navn for stedet!) er en fæstning, der blev bygget mellem det trettende og fjortende århundreder og fungerede som hovedsæde for Retten i kongeriget Navarra. Dette palads er en fascinerende vifte af værelser, haver, voldgrave og adelige småhuse.

Tag en overnatning her

Man skal efter sigende være der for helt at forstå, hvorfor det i sin tid blev betragtet som et af de smukkeste slotte i Europa. Det har som så mange andre af sin slags lidt under tidens tand, og under Uafhængighedskrigen blev der endda sat ekstra skub i forfaldet under en storbrand.

Først i 1937 begyndte man at renovere for at genfinde fordums glans, og skønt meget er gået tabt, kan du i dag sove inden for slottets mure i et Parador Hotel eller slentre rundt i de små finurlige og smukke kroge af slottet.

Castillo nuevo de Manzanares el Real, Madrid

Her har vi noget, der ligner en rigtig fæstning

Castillo nuevo de Manzanares el Real er også kendt under det mere mundrette Mendozas-slottet og udgjorde boligen for de noble i århundreder. Det er et fæstning fra det femtende århundrede og ligger midt i byen Manzanares el Real for foden af Sierra de Guadarrama-bjergene.

Slottet blev bygget oven på et gammelt kapel og er en sand perle. Det er firkantet og har fire tårne - tre runde og et ottekantet – og et ganske imponerende bolværk hele vejen rundt. Gårdspladsen i midten er overdækket og helt fantastisk, mens den gotiske udstilling på førstesalen skulle være meget smuk.

Castillo de Vélez-Blanco, Almería, Andalucía

Her kan man bogstaveligt tale om kronen på værket

Beliggende højt i den andalusiske by Velez-Blanco hviler dette slot på resterne af et gammelt islamisk citadel. Det var i sin tid ejet af Pedro Fajardo y Chacón, som blev udnævnt til Hertug af Vélez af de katolske kongelige.

Den smukt udsmykkede patio er desværre i USA nu

I dag er slottet stadig meget imponerende, selvom det har lidt under plyndringer og forfald i det nittende og tyvende århundrede. Den smukke gårdhave Patio Honor var et sandt mesterværk inden for spansk renæssance, men alt indhold blev solgt til en amerikansk millionær, der tog sagerne med til New York, og hvor du i dag kan se det hele i MET-museet.

De smukke træ-friser, der repræsenterer "Hercules’ 12 værker" og "Cæsars sejre" blev også solgt og findes nu i Kunstindustrimuseet i Paris. Selvom der er blev solgt godt ud af skatterne, er det alligevel et besøg værd i dag - slottet i sig selv bør ikke skuffe.

Castillo de la Mota, Valladolid, Castilla y León

Det første rødstens-slot

Castillo de la Mota finder du beliggende højt over byen Medina del Campo - der er kontrol over hele regionen herfra! Slottet var det første, der blev bygget med den typiske røde mursten i området, så det er ikke så mærkeligt, at det blev erklæret af kulturel interesse i 1904.

Pavens uægte søn flygtede fra dette slot

Slottets historie har været turbulent, og inden for dets mure og høje tårne har der siddet mange prominente fanger som César Borgia, der var uægte søn af Pave Alexander VI. Det lykkedes ham at flygte fra tårnet ved at fire sig ned med et reb.

Fortet har overlevet krige og konflikter, der har efterladt nogle ar i murene, som stadig kan ses i dag. Når du kigger forbi, så gå ikke glip af den fabelagtig gård eller kapellet, der er bygget i romersk stil. Det er en rejse tilbage til fortiden.

Castillo de Bellver, Mallorca, Baleares

Her på Mallorca er der et meget særpræget slot

Cirkelrund og med fire tårne, små byhuse i gotisk stil og med en spektakulær udsigt over byen Palma, havnen, Tramuntana-bjergene og Pla de Mallorca. Bellver-slottet lever op til sit navn, da det på gammelt catalansk betyder 'smuk udsigt'.

Gårdspladsen i midten af det runde slot er naturligvis også rund

Det er et af ganske få runde slotte i Europa og det ældste af dem alle, da det blev opført i det tidlige fjortende århundrede af James II. En voldgrav omgiver hele herligheden, og det er alt i alt et ret imponerende syn.

La Alhambra, Granada, Andalucía

Kronen på værket

Er I klar til kronen på værket? En tur rundt på spanske slotte kan naturligvis ikke foregå uden denne perle. Placeret på toppen af Granada, var La Alhambra sæde for monarkiet og retten i Nasrid-kongeriget, og er creme de la creme inden for andalusisk kunst og forståeligt nok et af de mest besøgte monumenter i Spanien.

Den Røde Fæstning er et sted, hvor tiden synes at stå stille for evigt. Rigt dekorerede værelser, små pladser med springvand, Løvernes Patio, paradisiske haver og meget mere – det føles næsten drømmeagtigt at gå rundt i Alhambra.

Det Røde Slot er utroligt smukt med Sierra Nevada i baggrunden

Nasrid-slottet er den sande skat, men husk også at gå gennem haven Generalife, hvor blomster og vandfald går op i en højere enhed med den smukke udsigt over Granada. Alhambra er med god grund udnævnt som verdensarv af UNESCO.

15 styks udgør naturligvis kun et sølle udpluk i forhold til, hvad der reelt findes af den slags skatte rundt omkring i Spanien. Hvilke vidundere mangler i denne artikel? Skriv en kommentar herunder.

God weekend

Tilgængelig for alle

Kommentarer

ja det er pragt af klasse at se alle disse antikke borge når man ikke er i stand til at komme der tak

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.