Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanier er nu verdens ældste

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 25/08/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Ro, hygge, 'copas', ingen smøger og masser af go'e folk omkring sig i sin fødeby. Det er opskriften på at blive klodens ældste.

Francisco Núñez Olivera kunne i december fejre sin 112-års fødselsdag som Europas længstlevende og den tredje ældste i verden. Nu er han verdens ældste.

Francisco er født og opvokset i den lille landsby Bienvenida, Badajoz, hvor han stadig bor i dag sammen med sine godt 2.200 "naboer", og alle kender ham.

Hans mange, mange år på bagen har nemlig skabt ekstra meget opmærksomhed om den lille by. 

- Ingen er som jeg, siger han til nyhedsbureauet EFE i går, da han pludselig kunne kalde sig verdens ældste.

Det skete efter, at israelske Yisrael Kristal er død her i august.

To krige

Francisco - eller rettere sagt ‘Marchena’, som er hans kælenavn efter en berømt flamingo-sanger - står først op sent på dagen. Man har vel fortjent at sove længe i den alder. 

Hans "unge" 81-årige datter Antonia hjælper sin far i hjemmet.

‘Marchena’ har været soldat både under RIF-krigen og Den spanske borgerkrig. 

Ville dø før

På den lokale bar i landsbyen ‘El Obrero’ husker man, da Manchera som 100-årig selv gik op ad trapperne, når han skulle have sin daglige ‘copa’.

- Dengang sagde Manchera, at han ville dø, når han ikke længere selv kunne gå op ad trapperne, fortæller barens ejer og slutter:

- Det holdt heldigvis ikke stik.

I dag er han stadig i godt humør, men benene er ikke, hvad de har været, så han har brug for støtte. Men hovedet er der ikke noget galt med.

Francisco har aldrig røget og altid levet sundt. Om fire måneder kan han fejre 113-års fødselsdag.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.