Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Shopper ferier på mobilen

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 10/03/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND & REJSE: Undersøgelse viser, hvordan spanierne bestiller deres rejser.

Hvordan bærer du dig ad, når du skal ud at rejse?

Flybilletterne kan købes hos selskabet selv, hos et rejsebureau eller på en søgetjeneste som Momondo, så hvad vælger du?

Bestiller du fly og hotel sammen? Og hvor lang tid i forvejen slår du til?

Disse spørgsmål og mange flere har en stor gruppe spaniere svaret på, og deres besvarelser er blevet til “turistbarometeret”, der er udgivet af konsulentfirmaet Brain Trust.

Kun hver femte vil have fysiske billetter

Ny teknologi dominerer rapportens hovedkonklusioner, og det er tydeligt, at internettet fuldstændig har ændret den måde, vi arrangerer vores ferier på.

For eksempel bestiller 36 procent af spanske rejsende deres flybilletter direkte på flyselskabets hjemmeside. Næsten lige så mange køber billetter igennem et rejsebureaus website, 35 procent for at være præcis.

Kun 21 procent bevæger sig udenfor for at købe deres deres billetter “i levende live”.

Indtil videre foregår de fleste online billetkøb ved en stationær eller bærbar computer, men også dét er ved at ændre sig.

I 2015 blev 11 procent af de digitale billetter købt på en smartphone, men i 2016 var tallet allerede steget til 15 procent.

Adspurgt hvad der tiltaler dem ved online-bestilling, svarer en femtedel, at det er brugervenligheden der trækker i dem, mens 16 procent sætter pris på det store udvalg i både ruter og rejsedage.

Arrangerer hellere selv

Den lette tilgang til et stort udvalg har betydet, at spanierne hellere bestiller fly og hotel for sig, fremfor at købe en samlet pakke.

Det er charterselskaberne givetvis ikke specielt glade for, men spanierne nyder den nyfundne fleksibilitet.

Seks ud af 10 spaniere foretrækker nu at bestille feriens bestanddele hver for sig, mens de resterende 40 procent fortsat køber en pakke- eller charterrejse.

- De spanske forbrugere har ændret adfærd, siger Angel García Butragueño, der er ansvarlig for turistbarometeret, på Braintrust-cs.eu

- Udbyderne er nødt til at tilpasse sig de stadig mindre loyale kunder, der er ligeglade med navnet, men som vil have den gode pris. Kun de selskaber der forstår de nye behov, kommer til at stå tilbage på markedet. Det er resultatet er mere krævende forbrugere, forklarer han.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.