Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fagforening: Norwegian er som Ryanair

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/10/2015 - 11:02

Fly & trafik

ANKLAGE: Selskabets medarbejdere i Spanien chikaneres af ledelsen, der dog mener, at alt er godt.

Den spanske fagforening USO har anmeldt Norwegian for at lægge hindringer ud for, at selskabets 675 medarbejdere kan opnå repræsentation i selskabet.

I øjeblikket har medarbejderne ingen repræsentation i nogen af de seks baser, som Norwegian har i henholdsvis Málaga, Madrid, Barcelona, Tenerife, Alicante og Las Palmas, skriver fagforeningen Union Sindical Obrera, USO, i sin pressemeddelelse dateret den 15. oktober 2015.

Som eksempel på vanskelighederne nævner USO basen i Málaga med de 165 ansatte. I forbindelse med valget af repræsentanter lagde ledelsen hindringer ud, som betød, at valget til sidst blev suspenderet.

Spidskandidaten i luften

På basen i Málaga forsøgte USO og medarbejderne for nylig at etablere et møde, hvor der skulle vælges repræsentanter til en slags medarbejderråd, som ville kunne tale medarbejdernes sag over for Norwegian-ledelsen på basen. 

Men ifølge USO saboterede Norwegian-ledelsen mødet. For det første blev mødet lagt på en søndag, hvor spidskandidaten var på arbejde i luften. For det andet blev mødet aflyst af Norwegian-ledelsen mindre end 24 timer inden det planlagt møde. 

Begrundelsen fra Norwegian var - igen ifølge USO - at en anden fagforening også ønskede at stille kandidater op til valget.

USO beskylder også Norwegian-ledelsen for at have ødelagt stemmeboksen til valget.

”Uanset hvor velkendte skandinaviske virksomheder er for at respektere arbejdstagernes rettigheder, så er vi i dette tilfælde stødt på en virksomhed, som følger “den gule og blå sti” med ikke blot lave omkostninger, men også mangel på respekt for organisationsfrihed,” skriver USO i pressemeddelelsen, hvor man altså utvetydigt henviser til Ryanairs fly.

Konstruktivt forhold

Norwegians ledelse er lodret uenig i tolkningen af situationen.

- USOs påstande er urigtige og spekulative. Deres pressemeddelelse indeholder en række forskellige krav, som søger at formidle det indtryk, at Norwegian har en fagforeningsfjendtlig holdning i Spanien. Intet kunne være længere væk fra sandheden, siger Alfons Claver, informationschef for Norwegian i Spanien, til Check-in.dk og fortsætter:

- Overordnet set forhindrer Norwegian ikke fagforeningsarbejde. Tværtimod har selskabet altid engageret sig i et frugtbart og konstruktivt forhold med sine medarbejdere i Spanien og andre steder.

USO anklager også Norwegian for urent trav i forbindelse med arbejdskontrakterne og ulovlig overførsel af medarbejdere.

Størstedelen af Norwegians ruter til og fra Spanien opereres med fly og personale fra de spanske baser.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.