Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk økonomi i julehumør

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 23/12/2015 - 11:51

Samfund og Politik

ØKONOMI: Det går bedre end ventet. Den spanske nationalbank har hævet sit skøn for den økonomiske vækst både for i år og til næste år.

Udviklingen i Spaniens økonomi er i årets sidste kvartal lidt bedre, end hvad der var forventet i september. Til næste år bliver væksten også lidt højere, fremgår det af en ny rapport fra nationalbankens eksperter.

Spaniens nationalbank, Banco de España, forudser, at BNP i årets fjerde kvartal stiger med 0,8 procent, hvorved væksten i økonomien siden juli er fortsat i samme rytme, fremgår det af den seneste opgørelse i bankens ‘Boletín Económico’ fra december.

Det opsving i den den spanske økonomi, der begyndte for mere end to år siden, er fortsat i sidste kvartal af 2015, hvor det skønnes, at BNP vil stige med 0,8 procent, skriver økonomerne.

Fremgang både i 2015 og 2016

I sin kvartalsvise prognose for økonomisk vækst i 2015 har den spanske centralbank hævet sit skøn fra tidligere 3,1 procent - som blev offentliggjort i juni - til 3,2 procent.

Men også for 2016 har nationalbanken sat sine forventninger til BNP-vækst op fra tidligere 2,7 procent til 2,8 procent.

Satsningen på vækst

Spaniens nuværende premierminister Mariano Rajoy har i sin valgkamp satset hårdt på et økonomisk økonomi opsving og øget beskæftigelse.

Satsningen har dog ikke været nok til at sikre regeringen absolut flertal for sin økonomiske politik ved søndagens parlamentsvalg.

Siden sidste valg har Spanien oplevet kanonhøj arbejdsløshed og nedskæringer i de sociale ydelser.

Rajoy gennemførte omfattende nedskæringer i de offentlige budgetter, skattestigninger og lønstop for tjenestemænd, da han trådte til 2011 i et forsøg på at redde landet fra et økonomisk kollaps.

Det resulterede i at Spanien officielt kom ud af fem års økonomisk recession i slutningen af 2013.

Sidste år steg den økonomiske vækst med 1,4 procent og der var en klar udsigt til en forbedring i privatforbruget og investeringerne.

Advarer mod grumset valgresultat

Men økonomerne advarer samtidig mod øget politisk ustabilitet efter valgresultatet den 20. december, som betyder, at der for første gang i landets demokratiske historie ikke er lagt op til nogen klar flertalsregering.

Nationalbanken advarer i sin rapport mod to vigtige risici, som kan svække den økonomiske vækst: For det første at afmatningen hos Spaniens vigtigste samarbejdspartnere og nye vækstlande er mere udtalt end forventet og for det andet, den interne usikkerhed i forbindelse med en ny regeringsdannelse og resultatet af regeringens økonomiske politik.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.