Spanske regioner i toppen
Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 14/12/2018 - 07:00
Rejser & oplevelser
OPLEVELSER: To spanske destinationer bliver hædret for deres kulinariske evner og historiske bygninger.
Når man først har fundet en feriefavorit, kan det være fristende at vende tilbage igen og igen.
Ulempen er bare, at der kan gemme sig mange nye og forunderlige oplevelser ude i verden, som man aldrig får opdaget, hvis man ikke engang imellem tager chancen og prøver noget nyt.
Derfor samler Den Britiske Forening for Rejsebureauer, ABTA, hvert år en liste over 12 feriemål, som man absolut ikke må gå glip af.
Og på listen over steder, som absolut fortjener et besøg i 2019, finder man blandt andet Galicien.
Og som om det ikke er hæder nok for spanierne, har søgemaskinen Momondo desuden kåret Valencia som en af de bedste storbydestinationer i 2019.
Mad, vin og masser af historie
Galicien er blevet valgt på grund af sin ekstraordinære kulturarv og historie.
ABTA fremhæver i særdeleshed, hvor godt regionen har bevaret sin kulturarv - specielt inden for gastronomi og vin.
Galicien sammenlignes også med Skotland og bliver kaldt for "et andet keltisk land".
Santiago de Compostela bliver nævnt som et fremragende eksempel på områdets imponerende arkitektoniske arv.
Foreningen anbefaler også en tur til La Coruña og dets romerske fyrtårn, Hercules-tårnet, som er overraskende godt velbevaret.
De 12 uundgåelige
ABTA har fundet frem til årets vindere ved at se på faktorer som flyruter, turistvenlige begivenheder og velbevarede områder.
Opgaven med at udvælge 12 fantastiske feriemål er blevet varetaget af et hold eksperter fra foreningen.
Udover Galicien slår ABTA også på tromme for, at man tager et smut forbi Bulgarien, Costa Rica, Denver i USA, Durban i Sydafrika, Japan, Jordan, Madeira, Polen, Thessaloniki i Grækenland, Usbekistan og det vestlige Australien.
Solrig skønhed
Valencia fik sin plads på Momondos liste over bedste storbyferier i 2019 af flere årsager.
Søgemaskinen fremhæver specielt de mange solskinstimer og byens katedral, som siges at være hjemsted for Den Hellige Gral.
Momondo understreger desuden, at man bestemt ikke må gå glip af Valencias gyldne sandstrande eller den enorme bypark Turia Gardens.
Udover Valencia er også Hamborg, Braga, Cluj-Napoca, Zagreb, Salzburg, Toulouse, Budapest, Göteborg, Liverpool, Torino, Lausanne, Vilnius, Valletta og Leeuwarden på Momondos liste, som desværre mangler et dansk bidrag.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.