Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanske elitesoldater klar til kamp mod katastrofale skovbrande

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 28/05/2025 - 07:00

Katastrofe

UME afslutter intensiv træning før brandsæsonen, der kan blive værre end normalt.

Den spanske militære nødberedskabsenhed, UME, har afsluttet de intensive forberedelser til den kommende skovbrandsæson, der officielt starter den 1. juni. 

På træningsbasen i Cerro Muriano i Córdoba har soldaterne gennemført de sidste øvelser for at være helt parat til at bekæmpe voldsomme skovbrande. Sidste år åd flammerne over 47.000 hektar land.

Det svarer til 65.826 fodboldbaner!

- Vi har finpudset vores træning, forberedelser, materiel og personaleinstruktion for at kunne håndtere sommerens udfordringer med fuld fokus på sikkerheden, siger kaptajn Enrique Francos fra UMEs anden bataljon til nyhedsbureauet EFE. 

Enheden blev oprettet i 2005 som direkte konsekvens af den tragiske brand i Guadalajara, hvor 11 brandmænd mistede livet.

Avanceret brandbekæmpelse fra land og luft

UMEs træning fokuserer på at udnytte enhedens mange ressourcer fuldt ud. Fra håndværktøj til direkte bekæmpelse af flammer til specialdesignede brandbiler, der sikrer vandforsyning. 

- Vi træner forsvarslinjer og angrebsmetoder mod ilden, understreger kaptajn Francos.

Enhedens kapaciteter strækker sig også til luften, hvor de samarbejder med flyvåbnets luftfartøjer, hærens redningshelikoptere og droner. Disse luftbårne ressourcer gør det muligt at afgrænse, kontrollere og endda slukke brande ovenfra.

- Vi bruger også teknikker med kontrollerede modbrande for at skabe bufferzoner, samt specialudstyr med små beholdere og pumper, kombineret med håndværktøj, så vi kan nå alle områder, tilføjer Francos.

Højrisikofaktorer og lynhurtig respons

Trods den omhyggelige træning står UMEs soldater altid over for betydelige risici. 

- Hurtige vindskift og uforudsigelig brandadfærd er vores største udfordringer. Alt skal planlægges omhyggeligt, og vi træner specifikt på de værste scenarier, erkender Francos.

Eftern den kraftige vinterregn er der kommet høj græsvegetation, og dermed forventes der i år ekstra meget “brændstof” til brandene i hele landet, men UMEs over 3.000 folk - inklusive ledere, ingeniører og mandskab på jorden - melder altså klar til øjeblikkelig aktion.

- Vi skal kunne nå enhver del af landet inden for fire timer. Rekognosceringsholdet afgår 15 minutter efter alarmen, resten af delingen inden for en time. Hele bataljonen skal være på vej inden for tre timer, hvis nødvendigt, forklarer Francos.

Disse dedikerede soldater udgør Spaniens sidste forsvarslinje mod naturens mest ødelæggende kræfter - klar til at risikere deres egen sikkerhed for at beskytte landets skove og beboere.

Lad os håbe, det ikke går så galt.

Læs mere om den forestående brandsæson her på siden på fredag.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Hvor er det flot af soldaterne, at de hjælper brandmændene.
At de også sætter livet på spil for at redde , både mennesker og natur.
Derfor er det dybt deprimerende, at der er nogle mennesker der starter brandene med fulgt overlæg.
Straffen for at starte en brand, burde være livstid.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.