Spies’ ejer konkurs
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 23/09/2019 - 09:43
Rejser & oplevelser
REJSER: 600.000 gæster på ferie i hele verden skal hentes hjem. Også Thomas Cook-fly på Mallorca står på jorden.
Redningsplanen for Thomas Cook-koncernen lykkedes ikke, da bankerne stillede krav om yderligere 200 millioner pund. Natten til mandag indgav selskabet ledelse derfor konkursbegæring.
Konkursen betyder, at selskabets fly må blive på jorden, og de britiske myndigheder har igangsat “Operation Matterhorn”, hvor det største antal briter i fredstid skal transporteres tilbage til England. Det forventes, at Thomas Cook-koncernen over hele verden har 600.000 gæster på rejse i øjeblikket, og alene 160.000 af disse skal tilbage til Storbritannien.
Samtidig vurderes det, at SPIES-rejser har cirka 7.000 gæster, der skal hentes hjem.
I 1996 blev Spies, Tjæreborg og Conair solgt til britiske Airtours plc. Tjæreborg Rejser og Spies Rejser flyselskab hed en overgang MyTravel, men skiftede 9. maj 2008 navn til Thomas Cook Airlines Scandinavia.
Ifølge Lisbeth Nedergaard, der er kommunikationschef hos Spies, bliver omkring 1.400 passagerer til og fra Kastrup mandag påvirket. Langt de fleste er Spies-rejsende, oplyser kommunikationschefen til TV2.
Lisbeth Nedergaard beroliger dog med, at samtlige kunder, der har købt en pakkerejse er dækket af rejsegarantifonden.
Kaos på rejsemarkedet
- Det efterlader et stort kaos og en turbulent situation for alle de rejsende og gæster, som befinder sig på destinationer rundt om i verden. Det her kommer til at give nogle alvorlige dønninger på rejsemarkedet på kort bane, men på længere sigt er det en stor spiller, der falder, siger Jacob Pedersen aktieanalysechef i Sydbank til TV2.
Han mener, at de sunde dele af Thomas Cook kan sælges videre.
- Alle de kreditorer, som har penge i Thomas Cook, vil forsøge at få allermest ud af de aktiver, som Thomas Cook ejer, herunder danske Spies. Lur mig, om ikke der vil være nogle her på det nordiske marked, som tænker, at hvis man kan overtage Spies, så vil det være interessant. Det ligger dog helt fast, at der skal nye ejere til, siger Jacob Pedersen.
Kuldsejlet plan
Planen var, at det kinesiske turist-konglomerat FOLIDAY skulle overtage 25 procent af aktierne i flyselskabet Thomas Cook Airlines, mens de resterende 75 procent skulle tilvejebringes ved, at de cirka 20 långivende banker og andre kreditorer konverterer deres gældsposter til aktier.
Pludseligt blev det dog et krav fra bankerne, at der skulle tilvejebringes de yderligere 200 millioner pund - cirka 1,7 milliarder kroner - for at sikre den fremtidige drift.
Konkursen betød, at samtlige 116 fly i Thomas Cook Group Airlines, blev holdt på jorden. Det gjaldt også selskabets seks fly på Mallorca.
Thomas Cook i Norden
- Vi beklager dybt den opståede situation og de konsekvenser det medfører for vores gæster. Vi har måtte vente på besked til det sidste, om hvorvidt vores fly kunne komme i luften, men måtte indse at dette ikke ville være muligt i dag, og vi har derfor valgt at indstille alle mandagens afgange, siger Magnus Wikner, koncernchef for Thomas Cook i Norden i en pressemeddelelse.
Spies Rejser indgår i Thomas Cook Northern Europe sammen med Ving og Globetrotter i Sverige, Ving i Norge og Tjäreborg i Finland. Herudover indgår Thomas Cook Airlines Scandinavia og hotelselskabet Hotels & Resort også i den nordiske del af koncernen med hotelkæderne Sunwing Family Resorts, Ocean Beach Club og Sunprime Hotels.
Med konkursen er Thomas Cooks 178-årige historie og Spies’ 63-årige historie foreløbig slut.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.