Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Splitternøgen i springvandet

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 14/04/2017 - 09:08

Krimi og katastrofe

VIDEO: Nøgenbadning er tilladt mange steder, men verdenskendt fontæne er ikke et af dem.

I flere end 250 år har Trevi-fontænen været et af Roms mest kendte monumenter, og hvert eneste år besøger millioner af turister det gamle springvand.

De færreste kommer dog så tæt på vandet, som en 30-årig spansk mand valgte at gøre onsdag.

Nøgenbadning

I fuldt dagslys - og med en kødrand af tilskuere - tog manden nemlig en svømmetur i det historiske bassin.

Dog ikke før han havde klædt sig helt af.

Af åbenlyse grunde blev den 30-årige hurtigt det mest interessante, der skete i det centrale Rom, og fordi vi skriver 2017, findes der nu et væld af videoer af hans nøgne svømmetur på internettet.

En af dem kan du se her:

Modsatte sig arrest

Hvad den svømmeglade mand havde regnet med, at optrinnet ville føre til, er svært at sige.

Men som man kunne forvente, når der pludselig er en nøgen turist i et af verdens mest kendte springvand, gik der ikke lang tid før politiet stoppede festen.

Italienske gendarmer fra Carabinieri fik hurtigt dækket manden til, hvorefter han blev kørt på politistationen.

Han er efter alt at dømme ikke blevet sigtet endnu, men kan næsten med sikkerhed regne med at blive anklaget for exhibitionisme.

Den italienske avis Il Corriere della Sera skriver, at manden kæmpede imod, da politiet ville anholde ham, så måske kan han også frem til at blive sigtet for at modsætte sig arrest.

Uanset det retslige efterspil vil de italienske myndigheder aldrig kunne tage minderne fra ham, og skulle hukommelsen fejle, er der godt med videodokumentation at støtte sig til, når han skal huske tilbage på dengang, han tog en dukkert i et 255 år gammelt springvand.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.