Spritbilist i problemer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 11/05/2017 - 01:00
Fly & trafik
TRAFIK: 38-årig drukmås er 'dummere end politiet tillader', og sjældent har den gode, gamle filmtitel været mere velvalgt.
38-årig mand og hans ven havde haft en fin aften i sidste weekend. Det eneste, de nu manglede, var at få parkeret bilen.
De så en indkørsel til et parkeringshus og drejede ind - dog med noget besvær, for aftenen og den første del af natten havde været ret fugtig.
Det var ikke jordens bedste beslutning - hverken at køre bil med alkohol i blodet eller at parkere på præcis det sted.
To betjente fra Pamplonas Policia Municipal undrede sig lidt, da de så en bil uden politiets kendetegn forsøge at komme ind i politiets parkeringshus klokken tre om morgenen.
Det skriver El País
Bilen lignede ikke noget, de brugte til civilopgaver, og deres mistanke bestyrkedes, da forsædepassageren sprang ud og skulle til at stikke af, da han så dem.
Troede, det var parkeringshus
Så tog chaufføren sig sammen. Han fortalte betjentene, at han havde taget fejl, da han ledte efter et parkeringshus.
Han havde på mærkelig vis overset et skilt på en meter gange ti meter med "Policía Municipal de Pamplona-Iruñeko Udaltzaingoa" på facaden af den to-etagers bygning.
Hans forklaring var ikke helt overbevisende, da han viste tydelige tegn på beruselse. Det hjalp ikke på indrykket, at han bad politiet hjælpe ham med at starte bilen, der var gået i stå.
Det havde de ikke lyst til, men tilkaldte i stedet assistance fra nogle kolleger. Manden foreslog, at de bare ”snakkede lidt om sagerne og ellers holdt historien for mellem dem”, og han nægtede at blæse i alkometeret.
Frakendt kørekort
Så blev han ledsaget op til stationen, hvor han blev sigtet for at nægte at lade sig alkoholteste og for at køre i påvirket tilstand.
Nu kan det ikke blive værre, tænker du?
Men det kan det så.
Da politiet skrev mandens navn ind i systemet, måtte de finde bødeblokken frem igen. Manden har nemlig mistet sit kørekort efter at have brugt samtlige 15 klip, så han måtte slet ikke køre bil.
En halvkedelig afslutning på en glad aften.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.