Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stigende smitte men…

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 02/09/2020 - 09:24

Coronavirus

CORONA: Selvom Spanien måske er "kanariefuglen i kulminen", er eksperterne fortrøstningsfulde. Vi er helt klar og skal nok klare den, lyder det.

Selvom de stigende smittetal skal tages alvorligt, lyder den generelle melding fra læger, at Spanien er i en langt stærkere position til at bekæmpe virussen end i marts.

Den nationale koordinering er forbedret, hvor eksempelvis centralregeringen i sidste uge besluttede at indsætte 2.000 soldater som kontaktsporere. 

Testhastigheden er firedoblet, og det skyldes eksempelvis at man på Málagas største hospital nu kan lynteste med nyindkøbte robotter. Og her står også et provisorisk hospital tomt klar til at tage imod coronapatienter. Det blev bygget på rekordtid i april.

Er Spanien kanariefuglen?

Efter en af ​​verdens strengeste lockdowns i foråret oplevede Spanien også en af ​​de hurtigste genåbninger med tilbagevenden af natteliv og gruppeaktiviteter.

Det skete langt hurtigere end i de fleste andre europæiske lande - i Danmark har man eksempelvis end ikke åbnet diskotekerne endnu. 

Den hurtige genåbning har alt andet lige bidraget til epidemiens genopblussen.

- Måske er Spanien kanariefuglen i kulminen. Mange lande kan følge os, men forhåbentlig ikke i samme tempo eller med det samme antal sager, som vi står overfor, siger professor Antoni Trilla, der er epidemiolog ved Barcelonas globale sundhedsinstitut til The New York Times.

Bedre rustet nu

Men som nævnt er hverken læger og politikere ikke nær så bange for Spaniens anden bølge, som de var for den første. Dødeligheden er omtrent halveret i forhold til krisens højdepunkt, da den er faldet til 6,6 procent, fra den toppede på 12 procent i maj.

Gennemsnitsalderen for syge er også faldet til omkring 37 fra 60. Dem uden symptomer tegner sig for mere end 50 procent af de positive resultater, hvilket delvis altså kan skyldes en firedobling i antallet af testede. Og sundhedsinstitutionerne føler sig meget bedre forberedt.

- Vi har erfaringen nu, siger Dr. María del Mar Vázquez, medicinsk direktør for hospitalet i Málaga og fortsætter:

- Vi har et meget større lager af udstyr, vi har protokoller på plads, vi er mere forberedte. Hospitalerne vil være fulde, men vi er klar.

Borgmesteren i Madrid, José Luis Martínez-Almeida, besøgte byens store lager mandag

Ser vi mod hovedstaden, hvor situationen bestemt heller ikke ligefrem går i den bedste retning lige pt, er man også klar til op over ørerne. Byrådet har et lager med 27 millioner masker, 300.000 flasker gel og 100.000 PCR-tests.

Og nu vi er i Madrid, så har man her fra i går besluttet at holde alle de 3.800 parker og grønne områder lukket fra klokken 22:00 til 06:00 som en forebyggende foranstaltning for at forhindre forsamlinger af mennesker og stoppe smitten - helt i stil med lukningen af strandene.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.