Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stjerneregn i mørket

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 23/04/2021 - 07:00

Rejser & oplevelser

OPLEVELSE: Fyld termokanden, find tæppet frem og læn hovedet tilbage. Lige nu kan du opleve den årlige meteorsværm Lyriderne på nattehimlen.

Så er der igen inviteret til naturens eget lysshow.

Jorden er ved at passere kometen Thatchers bane, og det udløser den årlige forårs-meteorsværm Lyriderne. 

Det er den første meteorstorm, der kan spottes på den nordlige halvkugle, og de kan opleves frem til den 25. april. Der var mest tryk på lysshowet natten til i dag, men du kan altså også opleve de mange stjerneskud i aften og resten af weekenden. 

Men ud over, at skyerne ligger lidt tungt over landet er der også et andet problem. Det er nemlig generelt et lidt sløjt lyride-år, da meteorstormen denne gang falder sammen med, at månen lyser for fuld kraft.

Men da Lyriderne giver omkring 20 stjerneskud i timen, kan man nok godt være heldig alligevel. De fleste kan kun ses som hurtige lysspor hen over himlen, men der kan også komme mere tydelige ildkugler.

Sværmen er opkaldt efter stjernebilledet Lyren, og det kan du bruge som hjælp til, hvor du skal rette blikket mod. Som en del af stjernebilledet er den stærkt lysende stjerne Vega, og sværmen er lidt til højre for den.

Hent eventuelt en app, der kan vise dig, hvor de forskellige stjernebilleder findes på nattehimlen. Eneste ulempe ved det er, at dine øjne så igen skal bruge lidt tid derefter på at vænne sig til mørket igen.

Kommentarer

tak vil glæde mig til at se mer iaften det er nogle gode glæder i sender

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.