Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stop for kontrol af indenrigs-rejsende

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 01/11/2021 - 07:00

Coronavirus Fly & trafik

CORONA & FLY: Da klokken slog 23:59 søndag, skulle passagerer fra det øvrige Spanien til Balearerne ikke længere kontrolleres ved ankomst i hverken lufthavne eller havne.

Passagerer med ankomst til Balearerne fra udlandet skal fortsat udfylde SPTH-indrejseformularen og opfylde de til enhver tid gældende krav til vaccination og test.

Baggrunden for beslutningen er den generelt gennemsnitlige lave incidens i Spanien, der i den seneste uge-opgørelse lå på 49,37 - mens den for Balearerne lå i den høje ende på 74,00. Dertil kommer den høje vaccinationsgrad i Spanien, hvor 78,62 procent er færdigvaccinerede og 80,10 procent er vaccineret mindst én gang.

Kontrolordningen for indenrigs-passagerer blev indført den 5. december sidste år og har kostet sundhedsmyndighederne omkring 8,3 millioner euro i løbet af de 11 måneder, den har været i gang.

Kontrollen i tal

Ifølge sundhedsmyndighederne er der i perioden foretaget 824.614 kontroller i havne og lufthavne, heraf 487.252 på Mallorca, 109.927 på Menorca, 206.269 på Ibiza og 21.166 på Formentera. 

Tallene for positive antigentest var i alt 308, hvoraf de 179 var på Mallorca, 24 på Menorca, 101 på Ibiza og 4 på Formentera. Tallene betyder, at siden december 2020 er 1.540 Covid-19-smittekæder blevet afbrudt takket være kontrollen.

Siden starten af operationen har 287.102 passagerer fået deres PCR-test udført i oprindelseslandet, 5.443 har taget quick-test, mens 10.264 passagerer har valgt at lade sig isolere ved ankomsten. 

I perioden harr 282.625 rejsende været fritaget for enhver form for test. Det drejer sig om passagerer, der har opholdt sig mindre end 72 timer uden for Balearerne eller besætninger, sportsfolk, transportører, rejsende mellem øerne og børn under seks år. En aldersgrænse, der senere blev hævet til 12 år.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.