Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stor ære for dansker i Barcelona

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 18/11/2016 - 11:53

Kunst & kultur

KUNST: Den nye interviewbog med H.M. Dronningen skulle have en forside. Den danske kunstner Lars Physant blev spurgt.

- I juni måned modtog jeg en mail fra seniorredaktør for Gyldendals nonfiktion-afdeling, Mette Korsgaard, fortæller Lars Physant til Spanien i Dag og fortsætter:

- Mette Korsgaard fortalte, at H.M. Dronningen havde udtrykt ønske om, at mit portrætmaleri, som var Nationalmuseets gave til hende i 2015, skulle være omslagsbillede til Thomas Larsens interviewbog “De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskerne.

- Vil du give tilladelse til det, spurgte Mette Korsgaard mig.

Og det kunne Lars Physant, der på én gang blev både glad og beæret.

Lars pointerer, at Gyldendal har designet omslaget så raffineret, at titel og undertitel konfluerer med det, der i maleriets baggrund ER billedliggørelsen af Danmarks dybeste rødder: Diagrammer over Jellingmonumenterne med blandt andet Gorm den Gamles gravhøj og Jellingstenene – ‘Danmarks Dåbsattest’.

Maleriet

Så det selv

Lars i ateliet i Barcelona

Personligt har jeg et særligt engagement i Lars Physants maleri af Dronningen. Jeg var nemlig på besøg i hans atelier i Barcelona i december 2014, hvor Lars - i dybeste hemmelighed - fortalte mig om opgaven med maleriet af Dronningen.

I tillid til, at jeg kunne holde tæt, viste han mig de fem udkast til maleriet, der allerede var udarbejdet.

Det var en stor oplevelse både at se dem og det fantastiske engagement Lars lagde i projektet. I øvrigt som han har i alle andre projekter, han påtager sig.

Bogen

Gyldendal skriver om bogen:

Med dronning Margrethe som rejsefører inviteres læseren med på et togt gennem Danmark. Aldrig før har dronningen fortalt så indgående om sit land og sine landsmænd. Det er blevet til historien om os. Fortalt af en regent, der kender hver en krog af landet og forstår at tage folkesjælen på kornet.

Dronningen fortæller om de første jægerfolk, om vikingerne og om tiden som stormagt. Hun beretter om nederlagene, der næsten udslettede os, og om viljen til at rejse landet igen.

Undervejs kommer vi med den lille prinsesse Margrethe på rejse rundt i landet med forældrene, kong Frederik og dronning Ingrid, hvor hun møder nye egne og mennesker.

Vi hører om, hvordan hun som tronavning og regent har oplevet de store skift i nyere tid, hvor Danmark er gået fra knaphed til overflod, fra land til by, fra traditionelle kønsroller til kvindefrigøelse og fra venlig nysgerrighed til skepsis over for indvandring.

Beretningen er gennemsyret af dronningens tro på, at vi kan klare udfordringerne, hvis vi vil.

Tag med på en tankevækkende rejse gennem rige med dronningen som kærlig, kyndig og kritisk vejviser.

Bogen udkom den 27. oktober 2016.

Om Lars Physant

Du kan læse mere på hans hjemmeside her

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.