Mange sager om truede dyr
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 16/07/2019 - 10:37
Krimi og katastrofe
VIDEO: Skruppelløse bagmænd gør alt for at tjene penge, mens ligeså skruppelløse købere står klar med pengene. Men ligesom krybskytterne ligger spansk politi hele tiden på lur.
Jo mere sjælden en dyreart er, jo mere klør det i fingrene på samlere for at få fat i den.
Man kan slå en hel elefant ihjel for at skære skakbrikker ud af dens stødtænder, lave udryddelsestruede kattedyr om til frakker og sætte sjældenheder i terrarier.
Eller hvad med at spise dem?
Guardia Civil er konstant i hælene på smuglerne. På det seneste har de afsløret og efterforsker nu 203 personer, der er mistænkt for at have smuglet flere end 2.000 eksemplarer af udryddelsestruede dyr.
Der er tale om en overvældende fangst. Det skriver Guardiacivil.es i en pressemeddelelse.
Ulovlig zoo og sultne asiater
For at imødegå påstande om, at for eksempel elfenben var “gammelt” har politiet brugt kulstof 14-metoden, som nøjagtigt angiver stoffets alder.
Der har været benyttet bjerge af forfalskede papirer, og man har afsløret 2.296 eksemplarer af 70 forskellige beskyttede dyrearter, som alligevel er smuttet igennem nåleøjet.
Og så er det regnet ned med bøder for dyremishandling - blandt andet har man også afsløret en hel zoologisk have, der ikke havde skyggen af tilladelser.
Der er ikke den lov, som smuglerne ikke har brudt for at tjene en skilling. Eksempelvis er det lovligt at importere ål, men kun i en bestemt fase af deres liv. Når asiater foretrækker små glasål, er det så den, der bliver interessant for sælgerne, selv om det går ud over bestanden.
Krybdyr i høj kurs
En hård kamp udkæmpes også konstant mellem smuglere og politi, når det drejer sig om krybdyr. Politiet har gennemført 217 razziaer alene i den første del af maj.
Der fandt man ikke færre end 628 levende eksemplarer af sjældne krybdyr og fik smækket håndjern på seks personer.
Skildpadder er højt i kurs. I Barcelonas lufthavn El Prat fandt man 76 eksemplarer af arten kæmpeskildpadder hos én passager. De var 114.000 euro værd.
Der er også blevet konfiskeret 113 Madagascar-skildpadder, som er stærkt udryddelsestruede. De ville have kunnet indbringe 90.000 euro, hvis de ikke var blevet fundet.
Samlere elsker Málaga, Almería og Murcia, hvor den udrydningstruede “mørke” skildpadde er let at fange. De er naturligvis også fredede, da bestanden er voldsomt på retur.
Betjentene kommer på kursus, men smuglerne er smarte. Alligevel er det lykkedes at tilbageholde 197 personer og anklage dem for samlet 1.669 forbrydelser. Og der er ingen grænser for, hvad man vil fjerne fra naturen for at tjene penge på det.
Se video fra de meget omfattende operationer her:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.