Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Regering alene i strejkevarsel

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 23/08/2017 - 10:29

Fly & trafik

FLY & STREJKE: Samtlige lufthavnsmedarbejdere med undtagelse af flyvelederne vil strejke i 25 dage, hvis ikke der findes en løsning om forbedrede arbejdsvilkår.

Udsigt til kaostisk efterårs- og juleferie er endnu ikke blevet løst. Det er nu op til regeringen at afgøre om der skal være strejker i alle spanske lufthavne fra den 15. september eller ej.

Lufthavnsstyrelsen AENA har nemlig overladt det til landets regering at beslutte, om der skal varsles strejker.

Sidste chance for at undgå et officielt strejkevarsel er den 31. august. Det skriver Sepla.es

Følg med i nyhederne ved at like vores facebookside

Hvis ikke parterne når til enighed, er der varslet 24-timers arbejdsnedlæggelser følgende dage:

Den 15., 17., 22., 24. og 29. september, den 1., 6., 11., 15., 27., 30. og 31. oktober, den 3. og 5. november og den 1., 4., 5., 7., 8., 10., 26., 27., 28., 29. og den 30. december. 

Regering under pres

Sjældent har kravene mellem et firma og dets medarbejdere ellers været så ens, at de næsten er de samme.

Det fremgik af et møde tirsdag mellem den administrerende direktør for Aena, José Manuel Vargas, og tillidsrepræsentanter for UGT, CCOO og USO.

Både arbejdsgivere og ansatte er enige om et fælles mål med hensyn til lønforbedringer og udvidelse af det nuværende personale.

Ifølge fagforeningskilder mangler der alene i år næsten 400 ansatte i spanske lufthavne.

Der er ansat 202 nye medarbejdere, mens det reelle behov er 600. Her er både repræsentanter for de ansatte og virksomheden enige.

- Der mangler personale til at klare udfordringerne i de kommende år, siger de i en fælles meddelelse.

Hertil kommer, at de ansatte har haft en nedgang i deres købekraft på otte procent siden 2010.

- Vi er enige med hensyn til en forøgelse af antallet af medarbejdere og lønninger, fremgår det af en udtalelse fra Aena.

Men hvad er problemet så?

Skatteminister siger nej

Den direkte ansvarlige for de offentlige ansatte og deres arbejdsvilkår er Finansministeriet, der ledes af Cristóbal Montoro.

Staten ejer med 51 procent af aktierne i den spanske lufthavsstyrelse Aena hovedparten af virksomheden, mens de resterende 49 procent er på private hænder.

Lufthavnsledelsen udmelder, at man er enig med tillidsrepræsentanterne i, at der bør være lønstigninger i forhold til de gode regnskabsresultater, der ”er en konsekvens af væksten i flytrafikken samt en velfungerende forvaltning og drift af spanske lufthavne".

Udgifterne til lønforhøjelser vil ikke skade de offentlige budgetter, da de bliver dækket ind af virksomhedens overskud, argumenterer lufthavnsstyrelsen.

Men Indenrigsminister Iñgo de la Serna siger nej.

Han mener ikke, at der kan være nogen forskel mellem forskellige grupper af offentlige ansatte – altså hvis nogen skal have lønfremgang skal alle. Eller ingen.

Hvad med ferien?

Så mens politikere på højt plan ikke vil dele kagen med andre, kan turister og andre rejsende blot håbe på, at der bliver fundet en eller anden form for løsning. For sikkert er det, at strejker kommer til at gå ud over én part, og det er passagererne.

Bliver der ikke fundet en løsning, kommer det alt andet lige til at berøre de danskere, der har efterårs- og juleferie-planer, der involverer spanske lufthavne.

Spanien i Dag følger sagen...

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.