Strejke i morgen
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 25/09/2015 - 12:20
Fly & trafik
FLY & REJSER: Spanske flyveledere er igen på barrikaderne. Deres fagforening bekræfter i dag, at der bliver strejket i 12 timer i morgen. Og der er mere i vente.
Spanske flyveledere nedlægger arbejdet i 12 timer i morgen, den 26. september, i protest mod disciplinære foranstaltninger fra myndighederne.
Det kommer til at forstyrre flyrejser både til, fra og over Spanien.
Strejken er den første af planlagte to strejkedage. Den anden er bebudet til den 3. oktober.
Det bekræftes fredag morgen på Twitter af flyveledernes fagforbund, La Unión Sindical de Controladores Aéreos, USCA, da man fortsat ikke er nået til enighed med Enaire, den offentlige virksomhed, der leder luftfarten i Spanien.
Ifølge USCA strejkes der fra klokken seks morgen og frem til klokken 18 i begge dage.
Minimumsservice
Flyvelederne gennemførte også punktstrejker i juni og juli af samme grund, men da der var indgået aftale om minimumsservice, var det minimalt, hvad man egentlig mærkede til det.
Og heldigvis for passagerne ser det ud til at være samme sag denne gang. I hvert fald bekræfter myndighederne , at der vil være en minimumstjeneste på 80 procent.
Flyvelederne nedlægger arbejdet i protest mod sanktioner mod 61 kolleger, der i en omfattende strejke i 2010 var med til totalt at lamme luftrummet over Spanien og medførte, at 200.000 passagerer strandede i landet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.