Styrk dit helbred og humør
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 22/11/2014 - 00:01
Erhverv & Service Klumme Sundhed & sygdom
KLUMME: Der er ikke noget sundere end at dø af grin – naturligt eller kunstigt!
I ugen der gik, var jeg sammen med 13 andre til en seance, hvor vi lærte at grine for humørets og helbredets skyld - uden der var noget morsomt at grine af...
Det var første gang, jeg oplevede min datter Patricia holde sådan en seance. Patricia er uddannet psykolog ved universitetet i Málaga, og hun var tidligere i år på et kursus i Danmark, hvor hun blev certificeret latter-instruktør.
Det kan måske lyde som det rene vrøvl, men der ligger sandheder bag, som bør få én til at tænke anderledes....
Sov næsten til klokken 12
Hemmeligheden
Når man griner, sætter hjernen en masse positive ting i gang; der frigives stoffer, som både er smertelindrende, gør en glad og meget mere, som du kan læse længere nede.
Hemmeligheden er, at hjernen ikke er så klog, at den kender forskel på ”rigtig” og ”kunstig” latter.
Med andre ord, sker der nogle positive ting i din krop, hvis du bare begynder at grine af ingenting. Men det er ikke altid det letteste.
Vores gruppe
Alle 14 deltagere har et godt humør og er vant til at grine. Men det var ikke morsomme bemærkninger eller vittigheder, der skulle fremkalde latteren under vores seance. Det var faktisk slet ikke tilladt.
På den måde kan man godt sammenligne vores erfaring fra seancen med en gruppe, hvor humøret måske ikke er i top.
Sådan foregik det
Patricia indledte med at fortælle historien om, hvornår og hvordan den indiske læge Madan Kataria opdagede latterens gode effekter for helbredet.
Madan Kataria
Madan Kataria startede med fem mennesker, efter få dage var de 50, og i dag er der latter-klubber over hele verden.
De gode virkninger
Latteren – ægte eller kunstig – får hjernen til at frigive stofferne dopamin, serotonin og endorfiner.
Disse stoffer er blandt andet euforiserende og smertelindrende – en slags kroppens egen morfin.
Det er videnskabeligt bevist at:
- Latter øger lungekapaciteten og iltindholdet i blodet.
- Du forbrænder kalorier, når du griner.
- 10 minutters latter har samme effekt på hjerte og lunger som 30 minutters let jogging.
- Latter får blodtrykket til at falde. Af samme grund har latter en positiv indvirkning på hjerte-karsygdomme og luftvejsygdomme.
- Latter masserer dine indre organer, og der kommer øget blodtilførsel til muskler og indre organer - din fordøjelse stimuleres.
- Latter øger antallet af hvide blodlegemer, der er med til at bekæmpe sygdomme. Hvide blodlegemer indeholder T-celler, som er naturlige bakteriedræbere og vigtige i kampen mod kræft.
- Latter forkorter rekonvalescens-perioden. Du kommer dig hurtigere efter en sygdom.
- Latter har positiv indvirkning på 70 procent af de sygdomme, vi har i den vestlige verden!
Kilde: Lattercoaching - en bog om ægte livsglæde, Thomas Flindt
Ha-ha-ha
Vi kom til øvelserne, og her er det svært; jeg bliver nødt til at rose min egen datter. Mit alibi er, at de øvrige i gruppen også syntes, at Patricia gjorde det rigtig godt.
Selvfølgelig var det noget grænseoverskridende, at frembringe de kunstige grin og ikke alle i vores gruppe kendte hinanden. Jeg blev også helt nervøs for, om der skulle komme klager for underboerne med den ret høje larm.
Det skete heldigvis ikke!
Øvelserne er noget man skal opleve. Her kan jeg blot fortælle, at deltagerne i gruppen hjælper hinanden med at tilskynde den kunstige latter, og at øvelserne er en blanding af grin, vejrtrænings- og strækøvelser.
Hyggesnakken
Efter seancen, der varede en god times tid, hyggede vi os med lidt at drikke og tapas, hvor de naturlige grin hurtigt kom frem.
Jo, det var en god aften!
Kunne du tænke dig at være med til en god grine time, kan du altid kontakte Patricia på hendes hjemmeside www.patriciaw.es
Seancerne kan holdes i en klub, virksomhed eller privat - alt efter ønske - på Costa del Sol.
Find grinet frem
Det er altså helt ligegyldigt, om latteren er naturlig eller kunstig – begge dele er lige godt.
For ikke så længe siden sad jeg en lørdag aften med nogle gode venner efter en middag, og da klokken var omkring 23:00, kom der en rigtig morsom bemærkning. Den blev fulgt op, og faktisk var vi ved at dø af grin i et par timer.
Da jeg kom hjem faldt jeg i søvn på få minutter, og søndag sov jeg næsten til klokken 12 – noget, der ikke var sket for mig i mange år.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god og morsom weekend!
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.