Sved på panden, Spanien!
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 22/07/2019 - 07:00
Samfund og Politik
SAMFUND: Solen brager ofte ned over landet, men alligevel har kun én ud af hver tredje aircondition i hjemmet.
Selvom Spanien er et land, hvor sommerheden er lige så sikker som amen i kirken, har kun 32,8 procent af de samlede husstande aircondition.
Det viser en undersøgelse af ejendomsmarkedet i Spanien udgivet af boligportalen Idealista. Firmaet har set på boliger til salg og til langtidsleje.
Flest her
De byer, hvor sommeren i dén grad sender kviksølvet på himmelflugt, er dog også der, hvor andelen af klimaanlæg er højst. I Sevilla har 70,3 procent af de boliger, der er på markedet, udstyret med aircondition.
I Córdoba er andelen på 68,5 procent, efterfulgt af 59 procent af boligerne i Palma, 58,1 procent i Barcelona, 56,2 procent i Valencia, 56,2 procent i Madrid, 52,7 procent i Alicante og lige lidt over halvdelen i Málaga med 50,7 procent.
Færrest her
I den anden ende af skalaen er halvøens mere nordligt liggende byer, hvor det jo også traditionelt er noget køligere, men ikke altid. Allerede i år har man kæmpet med hedebølge i Nordspanien to gange, men “somme tider” ændrer ikke ved en anderledes prioritering.
I Lugo har således kun 0,5 procent af boliger på markedet klimaanlæg, mens de i Soria lige sniger sig et lille hak længere op med 0,6 procent.
Ligeledes under to procent havner Pontevedra (1,1 procent), Vitoria (1,3), A Coruña (1,4), Ávila (1,6), León (1, 8), Burgos (1,9), Santander (1,9) og Oviedo (1,9).
Stor forskel på køb og leje
Mens 45,9 procent af de boliger, der er til leje, har aircon, er andelen kun 31,3 procent ved boliger til salg.
Den mest sandsynlige forklaring på den relativt store forskel er, at man sætter større pris på aircon i en lejesituation, fremfor når det handler om køb, da installationen er til at overskue i forhold til købsprisen.
Således har 80,3 procent af lejeboligerne i Sevilla klimaanlæg, mens det kun gælder for 68,1 procent af dem til salg. I Córdoba lyder forholdet på 72,6 procent kontra 66,2 procent, mens det i Madrid er 64,8/52 procent.
I den anden ende af skalaen på dette parameter finder vi Lugo og Soria, hvor INGEN af boligerne til leje har aircon, mens de på salgsmarkedet ligger på henholdsvis 0,4 og 0,7 procent.
Idealista har analyseret 945.000 boliger, der var til salg og leje den 16. juli 2019.
Her er oversigten for alle provinshovedstæderne:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.