Svensker anholdt for dobbeltmord
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 22/01/2020 - 10:40
Krimi og katastrofe
VIDEO: Barcelona er blevet rystet af en sag, hvor det nu viser sig, at den mistænkte gerningsmand er en ung svensker, der aldrig tidligere har været på kant med loven.
Gerningsmanden bag dobbeltmord og knivoverfald i Ciutat Vella i Barcelona er tilsyneladende blevet identificeret.
Det catalanske regionspoliti, Los Mossos, oplyser, at man har anholdt en 29-årig svensker som mistænkt gerningsmand, men han har aldrig tidligere været i kontakt med politiet.
Mossos bekræfter, at et dobbeltmord og et knivoverfald er blevet begået af den samme gerningsmand, og man mener altså, at svenskeren står bag. Faktisk er man så sikker, at man mandag udsendte en fælles pressemeddelelse om de tre episoder.
Det svenske udenrigsministerium bekræfter i en mail over for Spanien i Dag, at en svensk mand er blevet anholdt i Barcelona:
"Vi kan bekräfta, att en svensk man i 30-årsåldern har gripits i Spanien och att Sveriges ambassad i Madrid följer ärendet. Mannen är hemmahörande i Svealand. Vi har inga uppgifter att lämna om brottsrubricering".
Man kan altså sige, at ambassaden følger sagen, manden er fra Svealand og man kan ikke oplyse noget om de specifikke lovovertrædelser.
Det spanske medie Lavanguardia.es kommer lidt nærmere mandens alder og skriver, at det drejer sig om 29-årig ung mand, der i øvrigt er 1,80 meter høj.
Plastikpose over hovedet
Mandag eftermiddag omkring klokken 15:00 små to kilometer fra den berømte La Rambla startede blodrusen ifølge politiet med, at svenskeren dræbte en mand i en lejlighed på tredje sal i Carrer del Portal Nou.
Herefter satte han ild til stedet og hoppede ud fra altanen, ned på den næste altan og så ned på gaden. Da folk kom løbende for at hjælpe ham, sprang han - tilsyneladende uskadt - op på en cykel og spurtede væk.
Branden havde allerede sendt masser af røg ud i gaden, så dramaet blev optaget på video af en forbipasserende:
Da branden var blevet slukket, fandt politiet liget af en mand med en pose på hovedet. Branden var forsætlig, da der var tre forskellige arnesteder i flere rum.
Kort efter brandalarmen fik politiet en anmeldelse om, at en ældre kvinde lå død i indgangen til en bygning i Calle Arc de Sant Vicenç i nærheden af Picasso-museet. Det var bare 600 meter fra den fortsat brændende lejlighed. Hun havde angiveligt fået et hårdt slag i hovedet eller var faldet.
Den unge mand fortsatte sin kriminelle rute til Plaza de Santiago, hvor han omkring en time senere mødte David C., der er embedsmand på rådhuset. Svenskeren udvekslede næppe et ord med David, før han stak ham i brystet med en kniv, så han kollapsede.
Ifølge politiets pressemeddelelse var der tale om et voldeligt røveri, og han fik stukket to mennesker, hvoraf den ene blev lettere skadet og den anden er i kritisk stand.
Davids venner fik den mistænkte overmandet og foretog en civil anholdelse. De fastholdt ham, indtil politiet kom, og han blev formelt anholdt.
Hvad er der dog sket?
Politiet er ikke i tvivl om, at alle tre episoder i Ciutat Vella-kvarteret er begået af svenskeren. Signalementerne fra forskellige vidner stemmer overens, og da han blev anholdt, havde han den dræbte kvindes ID på sig.
Og han er altså helt ukendt af politiet, så ingen forstår rigtigt, hvad der er sket. Mossos har kontaktet det svenske politi for at finde ud af, om manden er kendt der eller måske er psykisk syg, men heller ikke det skulle have givet nogen svar.
Da han blev anholdt, var den unge mand meget oprørt, men politikilder understreger overfor Lavanguardia.es, at man ikke mener, at hans tilstand skyldes påvirkning af narkotika.
Hvorvidt der er nogen forbindelse med de tre ofre, melder politiet endnu ikke noget om.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.