Sygdom eller bare ingen rygrad?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 04/10/2018 - 08:07
Penge & Forbrug Samfund og Politik
SAMFUND: I Madrids fattigste kvarter er det, der går mest fremad, antallet af spillebuler og ludomaner.
Engang var der bare nogle enkelte, der havde en svag karakter. De var drukkenbolte, kvindegale eller spillefugle.
I dag hedder det alkoholisme, sex-afhængighed eller ludomani. Og i dag er det behandlingskrævende, for der er så mange, der lider af det. Det er ikke længere en enkelt, der mister familie, hus og hjem på rouletten, for eksempel.
- Hvis du mangler underholdning, er svaret lige her, står der på en gigantisk spillehal med egen parkering i forstadskvarteret Vallecas i Madrid.
Spil fra morgen til morgen
Her er antallet af steder, man kan komme af med sine penge efter et kort gys blevet fordoblet siden 2013. Nu er der ti bookmakere inden for en radius af 250 meter og en spillebule i hver husrække.
De har åbent fra klokken 10 om formiddagen til klokken 03 næste morgen.
I Puente de Vallecas bor der 230.000 indbyggere i seks distrikter. Deres gennemsnitlige årsindtægt er 24.687 euro - den laveste i hovedstaden og cirka 2.000 euro under gennemsnittet. 13,07 procent er arbejdsløse.
Gambler-type?
Den typiske spiller er en mand mellem 20 og 35 år, siger eksperterne. Dem bor der mindst 5.500 af i området.
Men der bor også andre spillere og yngre spillere
Der er undervisningssteder i området, og studenter og skolebørn smutter lige forbi og spiller lidt i frikvartererne. Er de for unge, får de ældre kammerater til at spille for sig.
Roulette til morgenmaden
En 18-årig fortæller, at han begyndte med at spille roulette for sjov. Bare en euro. Men så blev han hooked. Mange spiller samtidig med, de spiser morgenmad i hallen. Den koster 1,75 euro.
Der er to grunde til, at pengeslugerne ligger her: Der er mange potentielle spillere, og der er meget lave huslejer.
Det stiger bare!
Og i branchen er man optimistisk: 88 procent af dem, der ejer en spilleklub, mener, at markedet vil stige. Det tyder branchens undersøgelser på.
Men bagmændene mener sådan set ikke, at det har noget med dem at gøre. ‘Alle har en spiller indeni’, står der på en af plakaterne i vinduet på et casino.
Ødelæggende miljø
Men Josep Lobera, der er sociolog ved Madrids universitet, siger, at det er noget vrøvl. Hvis mulighederne er der, er der større sandsynlighed for, at man griber dem. Og der bliver annonceret uhyggeligt meget.
Regeringen vil forbyde reklamerne for spil i TVs børnetimer, og Podemos har udtalt, at de vil have dem helt forbudt, ligesom tobak og alkohol er det.
- Unge knægte synes, spillestederne er hyggelige, siger Esther Rubio, der er psykolog fra Madrid. - De får startkapital, og de får bonus’er. Er man først kommet ind, er det svært at gå ud igen.
Stop, far
Men det kan lade sig gøre. 73-årige Julián Mompradé, har været det, som spanierne kalder ‘ludópata’ næsten hele livet. Han spillede på stort set alt. Men en dag sagde hans børn, at han måtte vælge mellem suset og dem. Da havde han brugt tusinder af euro på ingenting.
I dag arbejder han som frivillig for ‘Vida sin Juego’ - ‘Et liv uden Spil’ i Madrid.
- Det er en sygdom ligesom alkoholisme, vi lugter bare ikke så meget,’ siger han.
La Liga
Ud af de tyve fodboldklubber, der er med i den spanske, sagnomspundne La Ligas første division, er de 19 tilknyttet spilleorganisationer. Kun Real Sociedad har ikke for øjeblikket noget spillesponsorat.
I Vallejas kunne man spille hasard og indgå væddemål 37 steder i 2013. I dag kan man gøre det 63 steder.
Der er omkring 100.000 ludomaner i Spanien.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.