Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tæt trafik i luften

Skrevet af Kristoffer Olesen, ons, 17/10/2018 - 07:00

Vejr og natur

FLY & REJSE: Spanske lufthavne tog sig af flere end 200 millioner passagerer i årets første ni måneder.

Hvis du synes, at der i år har været længere køer og mindre albuerum end sædvanligt i de spanske lufthavne, er du nok ikke gået helt galt i byen.

Det offentlige spanske lufthavnsselskab, AENA, har nemlig endnu engang sprængt rammerne for, hvor mange passagerer man skulle tro, det var muligt at køre gennem systemet.

I løbet af årets ni første måneder har ikke færre end 204 millioner passagerer fløjet til eller fra selskabets lufthavne. Det er en stigning på mere end fem procent i forhold til sidste år.

Til sammenligning havde Danmarks største lufthavn i Kastrup 29,2 millioner rejsende i hele 2017. Her er det især de kinesiske ruter, der vokser i antal.

Travl måned

Alene i september har AENA taget sig af over 26 millioner passagerer. Det svarer til næsten fem gange Danmarks befolkning.

Den største stigning har selskabet oplevet på hjemmefronten. Indenrigstrafikken er vokset tre gange så meget som den internationale.

Med 5,2 millioner passagerer i september står Barajas-lufthavnen i Madrid for langt størstedelen af passagererne.

Den bliver efterfulgt af El Prat i Barcelona og Palma de Mallorca med henholdsvis 4,8 millioner og 3,7 millioner passagerer.

Tæt trafik

I alt har AENA behandlet flere end 220.000 flyvninger den seneste måned. Hvis man ser på hele året, stiger det tal til 1.762.521.

Ligesom med antallet af passagerer er det Barajas-lufthavnen, der står for størstedelen af flyvningerne. Endnu engang bliver den efterfulgt af El Prat og Palma de Mallorca.

Der er foreløbigt ingen tegn på, at den spanske lufthavnstrafik kommer til at falde i nærmeste fremtid, så hvis lufthavnene virkede lidt for proppede i år, må man allerede nu begynde at forberede sig på næste omgang.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.