Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ta’ toppen af farten

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 06/09/2018 - 11:32

Fly & trafik

TRAFIK: Antallet af dødsulykker stiger, så hvorfor sænkes farten ikke, når man nu ved, det hjælper?

Dag for dag kommer der flere køretøjer på vejene - op mod en million det seneste år. 

Og der er alt for mange mennesker, der bliver slået ihjel på dem, i dem eller af dem.

Vejdirektoratet DGT har længe henvist til undersøgelser fra lande, hvor hastighedsbegrænsningerne er lavere og dødstallene ligeså. 

Danmark og de andre skandinaviske lande sætter grænsen ved højst 80 kilometer i timen på landevejene, men i Spanien må man køre 100 mange steder. 

Alle er enige om, at der er en sammenhæng mellem fart og ulykker, men det er ikke let at få hastigheden sænket på de spanske landeveje.

Det skriver Elpais.com

De tre seneste DGT-bosser har talt varmt for en sænkning til 90 kilometer i timen, men det er blevet ved snakken.

Den nuværende, Pere Navarro, fremlagde tirsdag de dystre tal: Alene i juli og august har 259 mistet livet på en spansk vej. Det er 15 procent flere end sidste år. 

Læs mere her

Og langt størstedelen af dødsulykkerne sker altså på landevejene. Mange kører for stærkt og har øjnene andre steder end på vejen, og det, der skal få det grimme tal ned, er flere kontroller og lavere hastighed.

De vil gerne

Navarros to forgængere henviste til de tørre tal fra for eksempel Frankrig. Her har man ved at sænke farten til 80 kilometer på landevejene kunnet påvise et fald i dødsulykkerne på otte procent efter bare tre måneder.

Omregnet ville det betyde over 20 menneskeliv forskånet i den spanske sommertrafik.

Tænk lige engang! 

Andre foranstaltninger, der diskuteres er, at en sms bag rattet skal koste mellem tre og seks klip i kørekortet og koste en højere bøde end i dag.

Guardia Civil vil gerne være med, men mangler “bare lige” 10.000 betjente ekstra til at patruljere vejene. 

Tiltag uden stemmer

Problemet er, at der er kommunalvalg til maj, og man ved jo, at den slags gør folk sure...

La doctora María Seguí, der var chef for DGT mellem 2012 og 2016, mistede posten ved at holde fast på beslutningen om at gennemføre netop de tiltag. 

Skuffende plan

Og hun havde ellers gjort sit hjemmearbejde og argumenterede, at man ville redde 350 liv om året og nedbringe udgifterne til døde og kvæstede med næsten 20 procent af de 10.000 millioner, der brugtes på dem. 

Det svarede til 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Uden at det ellers ville påvirke økonomien.

- Vi kan blive nummer ét, når det kommer til vejsikkerhed, og nu er vi nummer fem, påviste hun med kort og statistikker.

Men der skete intet. Heller ikke under den næste DGT-direktør, Gregorio Serrano.

Navarro har ikke rigtigt kunnet sætte en dato for, hvornår de skrappere regler skal træde i kraft. 

Så planerne opholder sig stadig i en skuffe i Vejdirektoratet. Måske til den næste direktør træder til? 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.