Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Teknologien funker

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 08/06/2020 - 11:42

Coronavirus

CORONA: Vi skal ikke forsamles i for store skarer, så når stranden kalder på alle her i juniheden, har vi heldigvis teknologien til hjælp.

Søndag eftermiddag lukkede myndighederne i Cádiz for adgangen til en strand, da man havde nået fuld kapacitet på den cirka 600 meter lange strand. Det er første gang, det sker.

Men det var ikke sådan, at strandhungrende folk måtte gå slukørede hjem, da der stadig var masser af plads på ​strandene Cortadura, Victoria og La Caleta.

Lokalpolitiet reagerede på ‘alarmen’ på stranden i Santa María del Mar, da der tikkede en meddelelse ind på systemet om, at maksimumkapaciteten under de nuværende corona-foranstaltninger var nået. Det er helt præcis er 3.648 mennesker.

Den 600 meter lange Santa María del Mar-strand er uden for bymurene i den gamle bydel

Dermed blev adgangen til stranden lukket omkring klokken 17. Betjente stillede sig ved til forskellige adgange og forhindrede flere i at komme til.

Det betød, at der for første gang var kø for at komme på stranden. Politiet melder dog, at folk var ret gode til at takle situationen.

Kø-kultur til stranden

I dag bevæger regionen sig ind i Fase 3, og det betyder, at man nu må køre til andre provinser. Det betyder også, at der vil komme flere på strandene fra regionens indre områder, så det med kø ved stranden kommer vi nok til at se mere til.

Næææsten klar med app

Cádiz er ikke det eneste område, der benytter sig af teknologi, så alle kan føle sig sikre og undgå folkeskarer. Også lokale myndigheder i eksempelvis Fuengirola og Torre del Mar gør noget lignende.

Her er det meningen, at brugerne selv skal kunne tjekke kapaciteten på forhånd via en app og dermed fra starten vælge en strand, hvor der ikke er alt for mange mennesker. 

Myndighederne venter at være klar med appen cirka i midten af måneden. Dén historie skal vi nok holde øje med.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.