Montebellos mad var elendig
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 06/11/2017 - 01:00
Sundhed & sygdom
SUNDHED: Elendig, ensformig, smagsløs og jævnt kedelig. Ordene er hårde fra tidligere patienter i genoptræning på Solkysten, hvor nogle endda tabte sig under opholdet. Men efter at have haft 'Kniven for struben' har det muligvis ændret sig.
Små mirakler. Det er, hvad det dygtige personale på genoptræningshospitalet Montebello i Benalmádena laver.
Husk at like vores facebookside
Hofteopererede ankommer i kørestol eller med rollator og krykker, og tre uger senere går de derfra selv.
Mad er da en stor del af at komme i form igen, eller... (foto: TV3)
Der er utallige fine resultater, så det er der ikke en finger at sætte på. Der giver god mening af sende danskere på intensiv genoptræning i varmen, så de kan komme hurtigere på benene igen.
Men når det kommer til maden, er det en anden sag.
Siden vi på Spanien i Dag har skrevet, at den danske kok Thomas Castberg har været forbi Montebello med tv-holdet bag programmet 'Med kniven for struben', har vi modtaget flere beskeder, kommentarer og mails fra tidligere patienter.
Og her lyder det entydigt: Det var dæleme en god idé!
Længe siden, kyllingen sagde pip
Ellen-Charlotte, som du kan se på billedet til denne artikel, var på genoptræningsophold med sin nye hofte i påske i år. Hun skriver om maden:
Den var elendig, ensformig, smagsløs og jævnt kedelig... Eksempelvis fik vi en dag sværfisk. Jeg havde ikke set, hvad menuen stod på, så jeg blev glad, da jeg så vi skulle have "koteletter". Undrede mig over konsistensen, da jeg tog det, og fandt først da ud af, det var fisk.
Andre gange kunne man dårlig smage forskel på, om det var lam eller oksekød. Og kyllingen havde ikke sagt pip i flere måneder.
Der var ingen variationer i det grønne om det var frokost eller aftensmad, mandag eller søndag. Jeg tabte mig otte kilo på tre uger. Undskyld den dårlige kritik.
Bortset fra maden havde Ellen-Charlotte et fantastisk ophold og kunne endelig komme i gang med træning på steppen igen.
Ubestemmelig rødbrun sovs
Castberg snakker med nogle af patienterne om maden (foto: TV3)
En anden kvinde var på behandling for fem år siden, og noget tyder på, at Ellen-Charlotte ikke bare var uheldig i påsken i år:
Frokosten var en buffet. Samme indhold - uden undtagelse - HVER dag. Fabrikskogte, meget hårde, æg. Ingen formildende mayonnaise. To slags pålægsskiver: Kamsteg og pølse og samme paté hver dag. Jamen det hele var det samme.
Til aftensmad var der enten stegte kartofler eller pasta sammen med en slags kød, ofte KOGT oksekød eller noget kylling uden smag, krydderier var vist ikke tilladt...
Og sovsen var hver dag en ubestemmelig "ting" i en rødbrun farve, som smagte mærkeligt. Og den var til alt, ligemeget hvad. Den blev også brugt til fisk!
Vi patienter snakkede meget om, hvor vigtig maden er, når man skal komme sig ovenpå en operation, og maden der gjorde bestemt ikke noget for det.
Vi undrede os over, at køkkenchefen blev sendt på “mad-kursus” en gang om året på Frederikssund Sygehus, for at lære at lave mad til danskere.
Sorry, men jeg håber virkelig, det bliver bedre.
Nye toner
Og noget tyder faktisk på, at der er sket en forandring.
Jørgen Hviid har netop været på et behandlingsophold fra den 9. til den 30. september efter en stor skulderoperation.
Og Jørgen er ikke nærig med roserne.
Jeg mener helt bestemt ikke der er noget at komme efter med den mad, der blev serveret på Montebello. Den var både sund og fedtfattig, og det var vi mange, der var enige om.
Jeg kan kun sige, at det var en fantastisk oplevelse og opholdet har betydet meget for mig efter operationen. Jeg er virkelig kommet langt med min genoptræning, og det er et ophold, mange kunne få noget ud af.
Jeg kan kun sige, at personalet gør meget for de personer, der er på stedet, men det kræver, at man er der 100 procent, siger Jørgen Hviid til Spanien i Dag.
Køkkenchefen Pepe har arbejdet på Montebello i 40 år (foto: TV3)
Du kan se Thomas Castberg som vært på ‘Med kniven for struben’ på Montebello tirsdag den 7. november klokken 21.00 på dansk TV3.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.